Historie

Dansk-indiansk Forening blev oprettet i 1986 med hjemsted i Århus. I starten gik foreningen under navnet ”Foreningen til Kulturel Udveksling”, som blev ændret til ”Dansk-indiansk Forening” i marts 1994. Foreningens medlemsblad Hau Kola kom allerede på banen i 1987 og har været udgivet lige siden. Foreningens mange sommerkurser med indianske og engelske gæstelærere har haft stor indflydelse på udviklingen i foreningen og for de interesseområder, som foreningens medlemmer samles om i dag.

Kim Oakeshott og Black Crow Dancers

En af initiativtagerne til at danne Dansk-indiansk Forening var Knud Rygård, som også fungerede som formand for foreningen frem til 1998. Inspirationen til at starte en dansk-indiansk forening spirede frem i løbet af 1985, hvor Knud Rygård m.fl. havde fået kontakt til en gruppe indianer-interesserede englændere, som i mange år havde optrådt som formidlere af indiansk kultur med opvisning af traditionel dans og sang. Gruppen hed Black Crow Dancers og var ledet af Kim Oakeshott, der havde startet gruppen i begyndelsen af 1960erne. I sommeren 1985 og foråret 1986 blev Black Crow Dancers inviteret til Danmark for at holde workshop-weekender, og de foreslog at invitere nogle af de indianere, de kendte, til at komme til Danmark og selv fortælle om deres kultur og traditioner.

Det første store kursus

Efteråret 1986 afholdt Dansk-indiansk Forening sit første kursus med tre indianske gæstelærere og med gruppen Black Crow Dancers fra England som hjælpere. De tre indianske gæstelærere var lakota-/sioux-indianere fra Rosebud Reservatet i South Dakota og alle tre havde tilknytning til Sinte Gleska College, en ledende institution inden for indiansk undervisning, oprettet og drevet af indianerne på Rosebud Reservatet (Sinte Gleska College har siden fået status af universitet).

Det viste sig meget heldigt for foreningen at få kontakt med netop disse indianske gæstelærere. Gæstelærerne formåede at give et førstehåndsindtryk af, hvad det vil sige at være indianer i dagens USA og leve med sin traditionelle kultur, og samtidig tage del i den moderne samfundsudvikling. Tilhørerne fik også et meget direkte indtryk af problemerne på reservaterne – hvorfor der er så stor fattigdom, alkoholisme, arbejdsløshed osv. En af gæstelærerne var en åndelig leder (medicinmand), som introducerede kursets deltagere til svedehytte-ceremonien og formidlede, hvor stor en rolle den hellige pibe og tobaksofre stadig spiller i lakota-indianernes kultur i dag. Black Crow Dancers afholdt workshops i alt lige fra perlesyning, sang og dans til garvning af skind. Kurset var en stor oplevelse for alle involverede – både kursister og gæstelærere.

Sommerkurserne vokser

De efterfølgende år, i 1987 og 1988, udførte foreningen et større PR-arbejde og 150 personer deltog i det årlige sommerkursus. Kurserne blev holdt på spejderlejre omgivet af smuk natur, og nu var der seks indianske gæstelærere samt gruppen af Black Crow Dancers til at afholde foredrag og workshops. I 1987 var lederen af Herning Kongres-center så venlig at stille centerets store sal til rådighed for en gæsteoptræden, hvor indianerne holdt foredrag og sammen med Black Crow Dancers gav opvisning i sang og dans. Et år, i 1990, deltog endog en gruppe kursister fra Belgien og Tyskland i foreningens sommerkursus.

Samtidig voksede antallet af danske tipi-ejere, og den smukke tipilejr udgjorde den perfekte ramme for lejrens aktiviteter. I 1991 tog Palle Christiansen initiativ til at samle ind til en stor fællestipi – ”powwowtipien” – som skulle bruges som samlingspunkt for sommerlejrens aktiviteter. Powwowtipien blev sat sammen af to store 25-fods tipier og gav et grundareal på 150 km2.

De indianske gæstelærere

Gennem årene blev flere forskellige indianere inviteret til Danmark som gæstelærere på foreningens sommerkurser. Fælles for dem alle var, at de var lakota-/sioux-indianere fra Rosebud Reservatet, og at de alle havde tilknytning til Sinte Gleska College. Hver på sin måde viste de forskellige gæstelærere at være kvalificerede repræsentanter for deres kultur:

Albert White Hat havde i mange år undervist i indiansk kultur på Sinte Gleska College og havde været med til at oprette colleget. Han havde også undervist i indiansk kultur på hvide uddannelsessteder. Han var således vant til at give sin viden videre til et hvidt publikum. I 2004 deltog Alberts hustru Marlies som gæstelærer og fortalte om livet som hvid på et indianerreservat. Albert var gæstelærer i 1986, 1987, 1988, 1990, 1999 og 2004.

Norbert Running var medicinmand eller traditionel åndelig leder, som indianerne foretrækker at kalde det. Norbert havde været samlingspunkt i genoplivelsen og legaliseringen af de traditionelle ceremonier på Rosebud Reservatet siden starten af 1970erne. Gilford (Gilly) Running, søn af Norbert Running og hans assistent, var dengang studerende på Sinte Gleska College. Norbert og Gilford var gæstelærere i 1986 og 1987.

Doris Leader Charge, hendes mand Fred Leader Charge og deres voksne datter Kathy bidrog som undervisere på Sinte Gleska College med deres viden om indiansk kultur og historie. Doris blev senere kendt for sin medvirken i filmen ”Danser med Ulve” (1990), hvor hun dels var sprogkonsulent og dels spillede rollen som Pretty Shield, hustru til høvdingen Ten Bears. Familien Leader Charge var gæstelærere i 1987 og 1988, og Doris og Fred igen i 1990.

Sandra Black Bear White og hendes bror Ben Black Bear Jr. var vokset op i en stærkt traditionel familie og opdraget efter traditionelle værdier, som gik tilbage til tiden før reservaterne blev dannet. Deres far, Ben Black Bear Sr., havde været en drivkraft i bevarelsen og genoplivelsen af traditionerne omkring sang og dans. Ben havde været med til at starte Sinte Gleska College, og Sandra og hendes mand Dave White havde videreført sang- og trommegruppen Ironwood Singers, som gik flere generationer tilbage i familien. Sandra havde meget at fortælle om kvindesiden af kulturen, som vi ellers ikke havde hørt så meget om. Sandra var gæstelærer i 1990, 1991 og 1992. Ben var gæstelærer i 1991, 1992 og 1993.

Invitation til soldans på Rosebud Reservatet

Efter sommerkurset i 1987 inviterede Albert White Hat og Norbert Running kursets deltagere til at komme over til den soldans, de holdt senere på sommeren. Der var en 10-12 personer, der i 1987 havde mulighed for at tage af sted på en spændende og begivenhedsrig tur både til Rosebud Reservatet og de nordvestlige præriestater. Det følgende efterår blev der delt ud af disse oplevelser via lysbilledforedrag mange steder i landet. Siden da har mange forskellige større og mindre grupper rejst til Rosebud Reservatet for at opleve, hjælpe til, eller deltage i soldansen.

Powwows i Århus, Odense og København

Flere og flere af foreningens medlemmer blev efterhånden fascineret af det moderne indianske powwow – en indiansk festival med sang og dans. Opmuntret af ekspertisen blandt de engelske Black Crow Dancers blev der lavet indianske dansedragter og de første danske mandlige og kvindelige sangere begyndte at synge med – forsigtigt i starten. Allerede i slutningen af 1980erne opstod grupper i både Århus og i København med deltagere fra hele landet, hvor man øvede sig i at lære indiansk sang og dans. Efterhånden som disse grupper blev bedre, begyndte de at tage imod invitationer til at tage ud og give opvisninger på skoler og lign. Mange rejste til England, Belgien, Tyskland og USA for at deltage i powwows, og aktiviteterne omkring dans og sang førte fra starten af 1990erne til en tradition for afholdelse af powwows i Danmark. I dag afholdes to-tre powwows årligt i hhv. København og Skanderborg, og tidligere blev der også holdt powwows i Odense. De danske powwow-entusiaster danser og synger nu ved powwows i bl.a. Tyskland og England, og ligesindede fra Tyskland, England og Sverige deltager i de danske powwows.

Sommerlejre baseret på danske ressourcer

Fra 1995 begyndte den årlige sommerlejr at blive afholdt uden indianske gæstelærere idet man nu kunne trække på danske ressourcer og på nogle enkelte engelske gæstelærere fra Black Crow Dancers (især David Giles, Ian Morton og Steve Ratty). Foreningens kerne af sommerkursus-arrangører havde nu gennem næsten ti år brugt en meget stor del af deres fritid på at gøre det omfattende forarbejde, som var nødvendigt for at skaffe deltagere og skabe de rette rammer for kurser med indianske gæstelærere fra USA. Nu var tiden inde til at finde en mere overkommelig løsning, som både kunne fungere som samling for dem, der havde været på lejr før, og som introduktion for nytilkomne. Fra 1996 overgik sommerlejren mere til privat initiativ (bl.a. til Dansk Tipi Laug; siden 2004 har bestyrelsen igen stået for at organisere sommerlejren og om muligt invitere en indiansk gæstelærer med.

Foreningens formål er fortsat at skabe rammer, hvor der er mulighed for indbyrdes kontakt og deraf følgende aktiviteter, som er med til at formidle kendskabet til indiansk kultur. Der er på denne måde knyttet mange gode venskaber, der har været med til at tilføre liv og inspiration til de hjemlige aktiviteter såsom sy-aftener, sang- og dansegrupper, opvisninger i sang og dans, afholdelse af powwows, afholdelse af svedehytter, og ikke mindst de mange udendørs aktiviteter centreret omkring tipilejrene.