Indhold:
– Hvordan skriver man et projekt om indianere?
– Hvad brugte man totempæle til?
– Var soldansen en manddomsprøve?
– Boede alle indianere i tipier?
– Levede alle indianere af bisonjagt?
– Hvorfor slog indianerne sig ikke sammen, da de skulle bekrige de hvide?
– Hvorfor bliver de kaldt rødhuder?
– Talte indianerne det samme sprog?
– Lever der stadig indianere og hvormange er der?
– Hvor meget af deres traditionelle kultur er tilbage?
– Bor alle indianere på reservater, og hvor bor de ellers?
– Ejer indianerne reservaterne?
– Hvilke sociale problemer har indianerne i dag?
– Har indianerne statsborgerskab og de samme rettigheder som andre amerikanere?
– Er det mere korrekt at sige “indfødte amerikanere” i stedet for indianere?
Hvordan skriver man et projekt om indianere?
Foreningen modtager regelmæssigt e-mails af typen: “Jeg skal skrive projekt om indianere. Send mig noget materiale.” Imidlertid er der mange måder at skaffe sig godt materiale om indianere, uden at vi skal udføre dit fodarbejde. Derfor har vi lavet en fremgangsmåde, som kan bruges, når du skal skrive projekt om indianere. Sørg for at begrænse emnet. Ingen kan skrive noget fornuftigt om emnet “Indianere”. Begræns det f.eks. til ét kulturområde, én stamme eller en bestemt tidsperiode. Gå på biblioteket, og led efter bøger om indianere. Du kan finde en liste over bøger på dansk om indianere her. Surf på Internettet. Der findes uanede mængder af oplysninger om indianere (især på engelsk). Start på vores links-side. Når du har udnyttet de kilder, du har adgang til, er du velkommen til at kontakte foreningen, hvis du har spørgsmål.
Hvad brugte man totempæle til?
For det første var det kun nordvestkystindianerne, der brugte totempæle. Den hyppige sammenblanding af tipier og totempæle, som skoler og andre sikkert meget velvillige personer ynder at fremstille, er derfor praktisk talt katastrofal. Totempæle er høje træskulpturer med udskårne dyr: bjørne, ulve, ørne, spækhuggere osv. Dyrene fungerede som våbenmærke for en familie eller enkeltperson. Pælene tjente flere forskellige formål: En type pæl blev rejst til minde om en vigtig person, der var død. Andre fungerede som en slags gravplads for den afdøde, der blev anbragt i et hulrum øverst oppe i pælen. Rige familier havde desuden pæle, der dels bar husets tag og dels fremviste familiens våbenmærke. Nordvestkystindianerne havde et typisk klassesamfund og havde også slaver, som blev erobret på krigstogter eller ved handel. Ved døren ind til de riges huse kunne man desuden placere en eller to pæle, der fungerede som indgangsparti. Selve indgangen kunne også være skåret ud i pælens nederste del. Hvis du vil læse mere om totempæle og nordvestkystindianerne, kan jeg anbefale denne udmærkede bog: Hans Gregersen: Kyst-indianerne langs Nordamerikas stillehavskyst. Tema Bogforlag 1996.
Var soldansen en manddomsprøve?
I talrige film og bøger får man det tydelige indtryk, at soldansen var en manddomsprøve for indianerne. Men det har intet med virkeligheden at gøre. Soldansen var og er en af prærieindianernes vigtigste ceremonier. Formålet med soldansen er individuelt for den enkelte danser. Man ønsker måske at bede for en i ens familie eller vennekreds, der er syg eller har svære problemer, eller man kan danse som tak for en bøn der er blevet opfyldt. Soldansen er altså en slags “kraftig” bøn. Filosofien bag det offer, som soldansen indebærer, er, at vi fødes nøgne til denne verden, og at alle de ting, som vi erhverver os hen ad vejen, er ting, som vi køber eller får. Det eneste, vi har modtaget fra skaberen og derfor ejer 100%, er vores krop. Og derfor er kroppen det eneste, vi oprigtigt kan ofre eller skænke i bøn. Derfor ofres kroppen/smerten for det, som man har valgt at danse soldans for.
Boede alle indianere i tipier?
Modsat de flestes opfattelse af indianere var det kun et fåtal af indianere, der boede i tipier. I gamle dage var det kun prærieindianerne, der benyttede tipier, og prærieindianerne udgjorde omkring 8-9% af den samlede indianerbefolkning i Nordamerika, nord for Mexico. I andre områder boede man i en lang række forskellige hustyper: langhuse, jordhytter, wigwammer, puebloer (muret etagebyggeri), græshytter, plankehuse osv. Tipier er kegleformede skindtelte med et skelet af tynde træpæle. Nu til dags beklæder man tipierne med kanvas. Nogle prærieindianere boede altid i tipier og levede udelukkende af bisonjagt, mens andre prærieindianere boede i permanente landsbyer og levede dels af agerbrug og dels af bisonjagt, hvor man så brugte tipien som midlertidig bolig.
Levede alle indianere af bisonjagt?
Indianerne i Nordamerika levede af en lang række forskellige ting. Nogle var agerbrugere og dyrkede majs, squash og bønner. Andre levede af jagt på forskellige dyr: hjorte, elge, bisoner og mindre pattedyr. Endelig levede nogle indianere af fiskeri og nogle af indsamling af vilde planter: kamasløg, agern, bær, græsfrø, rødder osv. Det var dog kun på prærien, at indianerne levede af bisonjagt. I den vestlige del af prærien levede den “ægte” bisonjægere, der næsten udelukkende levede af bisonjagt. I de østlige områder af prærien levede man af en blanding af agerbrug og bisonjagt.
Hvorfor slog indianerne sig ikke sammen, da de skulle bekrige de hvide?
Det kan virke underligt, at indianerne ikke slog sig sammen i en samlet modstand mod de hvide. Dette kunne have gjort det meget svært for de hvide at vinde fodfæste i Nordamerika. Kun i enkelte tilfælde dannede indianerne større forbund, hvis formål var at stoppe de hvides fremmarch. Man skal dog huske på, at de enkelte stammer var som selvstændige og uafhængige nationer. Det var meget almindeligt, at stammerne bekrigede hinanden fra tid til anden, og derfor var der indbyrdes mistillid mellem stammerne. Af samme grund hjalp nogle stammer ligefrem de hvide i deres krig mod andre stammer, som måske var deres traditionelle fjender.
Hvorfor bliver de kaldt rødhuder?
Før i tiden var det en almindelig misforståelse, at indianerne havde rød hud. I virkeligheden er indianernes hud forskellige nuancer fra meget lysebrun til meget mørkebrun. Det er usikkert, hvordan opfattelsen af, at indianere har rød hud, er opstået. Men én sandsynlig teori er, at den stammer fra dengang nogle af de første hvide fik kontakt med de oprindelige beboere på Newfoundland-øen, Beothuk-stammen. Denne stamme havde nemlig en skik med at smøre rød okkermaling i ansigtet og håret og på tøjet. Derfra spredte udtrykket og myten om rødhuderne sig sikkert.
Talte indianerne det samme sprog?
Man regner med, at der oprindelig blev talt 2-300 forskellige sprog i Nordamerika. Det er vanskeligt præcist at definere, hvad der er et sprog og hvad der er en dialekt. Disse sprog inddeles i et antal større eller mindre sprogfamilier. Tit var sprogfamilierne blandet rundt mellem hinanden, så to nabostammer ikke forstod hinandens sprog. Derfor udviklede man flere steder et tegnsprog, så man kunne kommunikere, f.eks. når man handlede sammen.
Lever der stadig indianere og hvormange er der?
Man regner med, at der var omkring 1 million indianere i Nordamerika, før de hvide kom. På grund af de hvide fremtrængen og det, som det førte med sig (krig, men især sygdomme), faldt indianernes antal til 250.000 omkring 1900. En overgang var man overbevist om, at indianerne ville uddø som folk. Men siden 1930erne er der langsomt kommet flere og flere indianere. Ved de seneste folketællinger var der i 1990 knap 2 millioner indianere i USA og i 1996 800.000 indfødte folk i Canada (indianere, Métis (halvblods) og eskimoer).
Hvor meget af deres traditionelle kultur er tilbage?
Ingen indianere lever som de gjorde i gamle dage. I dag lever indianerne i stor udstrækning på samme måde som den øvrige befolkning i USA og Canada. Men mange stammer har heldigvis bevaret dele af deres gamle kultur, og i de senere år har der varet en stigende interesse for at genoptage dele af kulturen, især sproget, de religiøse ceremonier samt sang- og danse-kulturen. Det svinger utroligt meget fra stamme til stamme, hvor meget af deres traditionelle kultur de har tilbage. Især de større stammer har haft held og mulighed for at bevare dele af deres kultur. Også inden for den samme stamme kan der være store forskelle. Nogle er ikke interesseret i at lære det gamle sprog og udføre de gamle ceremonier, mens andre er mere traditionelt indstillede og forsøger at bevare kulturen.
Bor alle indianere på reservater, og hvor bor de ellers?
Ved den sidste folketælling i USA i 1990 boede cirka 25% af den indianske befolkning på reservaterne. Resten bor fortrinsvist i storbyerne.
Ejer indianerne reservaterne?
Nej, reservaterne ejes af centralregeringen, og Indianerkontoret (BIA) forvalter jorden for indianerne. Der er i alt lidt over 300 reservater i USA, der udgør ca. 2% af det kontinentale USA (minus Alaska og Hawaii), hvilket svarer til 55.000.000 acres (222.578 km2). Reservaterne varierer meget i størrelse fra det største – Navajoernes i Arizona – som er på 60.700 km2 (Danmark er på 44.000 km2) til de helt små på nogle få kvadratkilometer.
Hvilke sociale problemer har indianerne i dag?
Indianernes sociale og økonomiske situation i dag trues af arbejdsløshed, fattigdom, sygdom og alkoholisme. Den officielle arbejdsløshedsprocent for indianerne ligger på 12-15%, hvilket er dobbelt så høj som landsgennemsnittet. Men man anslår, at den reelle arbejdsløshedsprocent på reservaterne i gennemsnit er 50-60%, men svinger mellem 25 og 90%. Årsagen er lavt uddannelsesniveau blandt indianere, manglende industri og handel på og i nærheden af reservater samt arbejdsgivernes modvilje mod at ansætte indianere, der anses for at være dovne. Mange indianere har dog ikke-registreret beskæftigelse, f.eks. som kunstnere. Økonomisk udvikling hæmmes af, at reservaterne ligger på afsides og ofte ufrugtbare steder, som ikke egner sig til landbrug, samt manglende startkapital og bankernes modvilje mod at låne penge til indianere, der desuden ikke kan stille sikkerhed, idet de ikke selv ejer jorden på reservaterne. I 1990 levede 23,7% af indianerne i USA under fattigdomsgrænsen (gennemsnit: 9,6%). Boligstandarden er meget ringe, især på reservaterne, hvor der i højere grad mangler “fornødenheder” som f.eks. rindende vand, elektricitet og telefon. Indianerne har den laveste forventede levealder i USA, høj børnedødelighed, mange tilfælde af epidemier og sukkersyge, høj dødelighed pga. ulykker, alkohol, selvmord, mord og tuberkulose. En meget stor del af den voksne befolkning har store alhokolproblemer, der har vidtrækkende konsekvenser: kriminalitet, vold i hjemmet, sygdomme osv.
Har indianerne statsborgerskab og de samme rettigheder som andre amerikanere?
Som en slags anerkendelse for indianernes bidrag og deltagelse som soldater i USAs hær i første verdenskrig blev loven om indiansk statsborgerskab vedtaget i 1924. Imidlertid tilbageholdt nogle få stater indianernes stemmeret til efter anden verdenskrig (Arizona til 1948, Maine til 1954 og New Mexico til 1962). I 1951 vedtog det Canadiske parliament Canadian Indian Act, der sikrer de indfødte nogenlunde de samme rettigheder og pligter som andre canadiere i følge loven. De fik således stemmeret ved nationale, men ikke provinsielle afstemninger.
Er det mere korrekt at sige “indfødte amerikanere” i stedet for indianere?
De seneste års stigende politiske korrekthed i USA har medført, at mange i USA fortrækker at kalde indianerne for “Native Americans”, eller indfødte amerikanere på dansk. Denne sprogbrug har sikkert samme oprindelse som tendensen til at kalde de sorte eller negrene for afro-amerikanere. Men det virker unødvendigt og påtaget automatisk at overføre denne politiske korrekthed til dansk, idet ordet “indianer” aldrig har haft de samme negative konnotationer som “American indian” har haft på engelsk. Nogle indianere tager afstand fra udtrykket “Native American”, fordi det kun skyldes politisk korrekt sprogbrug og ikke reel sympati, mens andre indianere bliver fornærmede over at blive kaldt indianer. Så man kan ikke generalisere her. I Kanada benævnes indianerne “Aboriginals” , “Indigenous People”, “First Nations” eller blot “Natives” fremfor “Native Americans” som mest refererer til indianere i USA.