af Knud Rygård
I vinternummeret af Han Kola 1991 bragte vi et fotografisk optryk af en artikel med overskriften ‘Indianerhøvdingens tale’. Vi modtog artiklen fra en læser, der ikke havde oplyst trykkeår og bogtitel, men efter typografien at dømme kan den have været fra omkring 1910-1920. Artiklen beskriver, hvordan en indianer for første gang fik lov til at møde for en domstol i USA for at hævde sine rettigheder. Det drejer sig om Ponca-høvdingen Standing Bear, og hans historie afspejler den omtumlede skæbne, der er blevet mange af USA’s indianerfolk til del.
Poncaerne blev først frataget deres gamle jagtområder og anbragt på et lille reservat, dernæst tvangsforflyttet fra deres gamle hjemland til ‘indianerterritoriet’ i Oklahoma. Så fik de lov at vende hjem. I 1 960’erne blev deres reservat nedlagt som et resultat af den såkaldte ‘termination’-politik, der gik ud på at nedlægge flest mulige stammer og deres reservater, for at regeringen kunne spare de udgifter som dens historiske forpligtelser over for de involverede stammer medførte. I 1990 blev Poncaerne igen anerkendt som stamme.
Sagen har fået et aktuelt efterspil, idet der for nylig er indviet en mindepark med en statue af Standing Bear i Ponca City i Oklahoma. Mere herom sidst i dette indlæg. Men først den historiske baggrund og Standing Bears tale. Poncaerne er en af de mindre præriestammer, der i forrige århundrede levede og jagede i et område, der ligger i det nuværende Nebraska. 11858 blev deres landområde ved en traktatfornyelse reduceret til Ca. 260 km2, senere beskedent udvidet til ca. 380 km2. Tidligt i 1800-tallet havde regeringen udnævnt en stor del af området vest for Mississippi-floden – herunder det nuværende Kansas, Nebraska og Oklahoma til ‘indianerterritorium’. Man mente, at området var uanvendeligt til bebyggelse og landbrug. Størsteparten af ‘de fem civiliserede stammer’ øst for Mississippi – Cherokee-, Creek-, Choctaw-, Chickasaw- og Seminole-indianerne – var allerede tvangsforflyttet til Oklahoma-området via den historiske ‘Tårernes sti’ i 1830, hvor en stor del af dem omkom undervejs.
Efter borgerkrigens afslutning i 1865 besluttede regerifigen yderligere at ’straffe’ disse fem stammmer ved at fratage dem halvdelen af deres nye hjemland og endnu engang flytte dem fra hus og hjem, fordi de hævdedes at have hjulpet sydstaterne under krigen. Sandheden var, at de fleste havde forholdt sig neutrale, men regeringen havde brug for jorden, fordi den havde planer om at koncentrere flere stammer på området. 11866 blev Oklahoma-området alene erklæret for ‘Indianerterritorium’, og planerne blev ført ud i livet. Først kom turen til forflyming af Osage-, Oto- og Kansa-indianerne, og derefter fulgte Comancherne, Kiowaeme, de sydlige Cheyenner og Arapahoeme.
I 1877 blev Poncaerne beordret til at flytte til det nye indianerterritorium, men kort efter ankomsten i 1878 brød sygdom ud blandt Poncaerne, der var uvant med det varme klima og medtaget efter den lange rejse og mangel på føde. Blandt de døde var Standing Bears søn, og faderen bad om lov til at begrave ham i stammens gamle hjemland ved Niobrara-floden. Da han blev nægtet dette, red han alligevel afsted med et følge. På vejen blev han standset og arresteret af militæret og sat i forvaring uden dom. Han fik adyokatbistand, der indbragte hans sag for en domstol under påberåbelse af ‘Habeas Corpus’-retten, dvs. det princip, at en tilbageholdt person skal stilles for en dommer eller en domstol, så retten kan tage stilling til, om fængslingen er lovlig.
Dette princip er en grundlæggende borgerrettighed i enhver retsstat. Modpartens – dvs. regeringens – advokat hævdede, at Standing Bear som indianer ikke var en person i juridisk forstand. Dommen faldt ud til Standing Bears fordel, og regeringen appellerede sagen til højesteret, som imidlertid stadfæstede dommen ved at afvise at tage sagen op. Kendelsen var historisk for udviklingen af borgerrettigheder i USA. De nærmere detaUer fremgår af den gamle danske artikel om Standing Bears retssag, som vi bringer med den original retskrivning. For overskuelighedens skyld har vi tilføjet overskrifter.
Indianerhøvdingens tale
Den første Gang, en indianer fik Tilladelse til at møde for en Domstol for at hævde sine Rettigheder, var i Aaret 1878. Indtil dette Tidspunkt var alle Indianere i de Forenede Stater underkastet Indenrigsministerens Bestemmelser. Hvis denne traf til at være en Mand med tyranniske Tilbøjeligheder, gik det haardt ud over Indianerne. En af Indenrigsministrene havde med Bajonetten ladet alle Indianere af Ponca-stammen jage fra det nordlige Nebraska ned til det indianske Territorium og saaledes frataget dem Landstrækninger, paa hvilke Staten havde givet dem Skøde. I flere Maaneder blev de overladt til sig selv i det ny Land uden Levnedsmidler, og over en Tredjedel af dem omkom. Blandt disse var en Søn af Høvdingen, hvis indianske Navn var Stående Bjørn. Den gamle Høvding nægtede at lade Drengen begrave i det fremmede Land. Efter at have samlet ca. 30 Mand af sin Stamme begav han sig paa Vej til deres gamle Jagtmarker i den hensigt at begrave sin Søn, hvor mange Slægtled af Ponca-høvdingene var stedt til Hvile.
Arrestationen
Indenrigsmimsteren fik Meddelelse om denne Flugt og lod Krigsmimstenet telegrafisk anmode General Crook fra Omaha om at arrestere Indianerne og føre dem tilbage til det Indianske Territorium. General Crook lod Staaende Bjørn og hans Ledsagere arrestere og førte dem tilbage alle tillige med den gamle Vogn, der bar den afdøde Drengs Legeme, ned til Omaha. Staaende Bjørn forklarede Sagen for Generalen, som allerede kendte til mange Uretfærdigheder, der var overgaaet Indianerne, og som harmedes over en saadan Behandling. Han beholdt Indianerne i Omaha, indtil han havde haft en Samtale med en Hr. Tibbles, der redigerede en Avis.
Sagen startes
De blev enige om at tage sig af indianernes Sag og skaffe Staaende Bjørn en Anledning til at forsvare sig for Staternes Domstol. Det var den vigtigste Sag, der nogensinde havde verseret i en Ret i de vestlige Stater; i Virkeligheden var dens Betydning af et Omfang, som kun faa Retssager der i Landet har haft, idet et hundrede tusinde Personer blev gjort til Borgere ved den Dom, som faldt ved Sagens Afslutning. Redaktørens beretning
Hr. Tibbles, der overværede alle Retsforhandlingerne, giver følgende Skildring af, hvad der fandt Sted: “I Retssalen befandt sig et stort Antal fme Damer, ligesom en hel Del Gejstlige, paa hvem Begivenheden havde gjort et meget stort Indtryk, ogsaa var til Stede. Hver eneste Sagfører i Staten Nebraska og mange fra de store Byer i Osten havde givet Møde. Endvidere saa man Forretningsmænd samt General Crook og hans Stab i fuld Uniform (dette var en af de faa Gange, Crook i sit Liv bar fuld Uniform ved offentlige Anledninger). Og endelig var der Indianerne selv i deres prunkende Farver. Hele Retssalen udgjorde en eneste stor Pragtudfoldelse.
De tilstedeværende
Paa den ene Side stod Officererne, de pragtfilldt klædte Damer og alle de hvide; paa den anden side stod Staaende Bjørn i Ponca-indianernes Høvdingedragt, og samlet omkring ham var hans ledende Mænd. Langt tilbage i Forsamlingen var en Indianerpige, der søgte at holde sig ubemærket, men senere blev berømt som offentlig Taler i England og Amerika. Hun blev efterhaanden baade i den ny og den gamle Verden bekendt ved en Oversættelse af hendes indianske Navn, In-sta-the-amba, dvs. ‘Klare Øjne’.
De to sagføreres indlæg
Sagfører Peppletons Indlæg var omhyggeligt udarbejdet og formede sig som et seksten Timer langt Foredrag, der lagde Beslag paa hele Rettens Opmærksomhed i to Dage. Den tredje Dag talte Hr. Webster i seks Timer. Og under alle disse Forhandlitiger var Retssalen f~ldt til Trængsel af byens fmeste og bedste Borgere. Hen imod Sagens Afslutning blev Spændingen meget stærk. Idet Sagførerne skildrede de Uretfærdigheder, som Indianerne havde været udsat for, steg Forbitrelsen ofte til Kogepunktet, og Dommeren gjorde intet Forsøg paa at dæmpe det Bifald, som fra Tid til anden brød løs. Paa Ministeriets Vegne holdt Hr. Lamberton en kort Tale, som blev paahørt under fuldstændig Tavshed. Det var sent om Eftermiddagen, at Sagen nærmede sig Afslutningen. Interessen og Spændingen var tiltaget, men naaede et Højdepunkt, som man indtil da ikke have set Sidestykke til, da Dommer Dundy oplyste, at Høvding Staaende Bjørn vilde faa Tilladelse til at holde en Tale paa sine egne Vegne. Naar undtages Armeens Officerer og Hr. Tibbles havde ikke en eneste i Forsamlingen nogen sinde hørt en Indianer holde en Tale. De havde allesammen læst om Rødtrøjes og Logans Veltalenhed, og de spurgte sig selv, om denne venlig udseende gamle Mand, hvis furer paa Pande og Kinder vidnede om Sorg og Lidelse, som var iført en Indianerhøvdings fulde Dragt, overhovedet kunde holde en Tale. Det traf sig, at der var en god Tolk til Stede – en, der var vant til “Høvdingens Tale”.
Høvdingens tale
Staaende Bjørn rejste sig op. Halvt vendt mod Forsamlingen strakte han sin højre Haand ud og blev staaende ubevægelig saa længe, at den Dødstilhed, der herskede i Forsamlingen, blev næsten uudholdelig. Med Blikket rettet opad mod Dommeren sagde han endelig: “Denne Haand har ikke samme Farve som din; men hvis jeg stikker den, flyder der Blod, og jeg føler Smerte. Blodet har samme Farve som dit. Gud dannede mig, og jeg er et Menneske. Jeg har aldrig begaaet nogen Forbrydelse. Hvis jeg havde, stod jeg ikke her for at forsvare mig. Jeg vilde lide Straffen uden at klage.
Fremdeles staaende med Ansigtet delvis vendt mod Forsamlingen saa han forbi Dommerne og ud gennem Vinduet; som om han stirrede paa noget langt borte, og fortsatte: “Jeg synes at staa paa en høj Skrænt ved en stor Flod med min Hustru og min lille Pige ved min Side. Jeg kan ikke komme over Floden, og bag mig hæver sig uoverstigelige Klipper. Jeg hører Larmen af store Vande; jeg skuer ud og ser en Flod komme. Vandet stiger til vore Fødder og derpaa til vore Knæ. Min lille Pige strækker Hænderne i mod mig og siger: “Frels mig!” Jeg staar, hvor ingen af min Race har nogensinde staaet. Jeg har intet Tilfælde fra Fortiden at holde mig til. De Høvdinge, der var før mig, kendte intet til de Forhold, som omgiver mig. Jeg hører kun min lille Pige sige: “Frels mig!”.
Fortvivlet skuer jeg hen imod Klipperne bag mig og synes at skimte en dunkel Sti, som muligvis kan føre til Redning. Men ingen Indianer har gaaet paa den Sti. Den synes at være ufremkommelig. Jeg vover Forsøget. Jeg tager mit Barn ved Haanden, og min Hustru følger efter mig. Vore Hænder og Fødder sønderrives af de skarpe Klipper, og vor Sti mærkes af vort Blod. Til sidst ser jeg en Kløft i Klipperne. Lidt længere bagved er der grønne Prærier. Det hurtigt rindende Vand, Niobrara-floden, strømmer ned imellem de grønne Høje. Der ligger mine Forfædres Grave. Der vil vi atter opslaa vort Telt og tænde vort Baal. Jeg ser Verdens og Frihedens Lys lige foran mig.”
Den gamle Høvding blev atter tavs, og efter en Pause af Paafaldende lang Varighed vendte han sig mod Dommeren med et saadant Udtryk af Følelse og Smerte i sit Ansigt, at ingen, der saa ham, nogen sinde vil kunde glemme det, og sagde: “Men midt paa den Sti staar der en Mand. Bag ham ser jeg Krigere, talrige som Blade paa Træerne. Hvis denne Mand giver mig Tilladelse dertil, kan jeg gaa videre til Liv og Frihed. Hvis han nægter det, maa jeg gaa tilbage og omkomme i Floden”. Derpaa tilføjede han med en mere dæmpet Stemme: “Du er den Mand.” Publikums reaktion
Der var Stilhed i Retssalen, da den gamle Høvding satte sig. Taarerne løb ned over Dommerens Ansigt. General Crook hældede sig forover og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Nogle af Damerne hulkede. Pludselig og ligesom grebet af en fælles Tilskyndelse rejste Forsamlingen sig op paa sine Fødder, og der opsteg et Raab, som man aldrig havde hørt Mage til i et Retslokale i Staten Nebraska. Ingen hørte Dommer Dundy sige: “Retten er hævet!”.. Alle styrtede hen til Høvdingen. Den første, som naaede hen til ham, var General Crook. Jeg var den næste. Damerne flokkedes om ham, og i en hel Time havde Staaende Bjørn Audiens.
Nogle faa Dage efter afgav Dommer Dundy sin berømte Kendelse, hvori han erklærede, at en Indianer var et Menneske og berettiget til Lovens Beskyttelse. Staaende bjørn og hans Ledsagere blev frigivet, og med sin gamle Vogn og det døde Barns Legeme rejste han til sine Forfædres Jagtmarker og begravede Drengen med de i hans Stamme sædvanlige Æresbevisninger.” Som et resultat af retssagen blev Poncaerne tilkendt et reservat på 106 kvadratkilometer i deres gamle hjemland i Nebraska.
“Dette er mit land”
Baggrunden for at der i år er blevet rejst en mindestatue for Standing Bear, kaster imidlertid lys over endnu et trist kapitel af Oklahoma-stammernes historie. 11993 blev der i Ponca City i Oklahoma rejst en statue af en cowboy til minde om 100-året om det legendariske ‘Oklahoma Land Strip Run’ – et væddeløb om jord, hvor nybyggere kunne erhverve sig forhenværende indiansk land kvit og frit. På tværs af løfter og aftaler havde regeringen nemlig efter salami-metoden ophævet de forflyttede stammers ret til jorden i indianerterritoriet, der i stedet blev omdannet til en ny forbundsstat, Oklahoma. En del af den nye stats jord blev udbudt gratis ved lotterier og væddeløb. Under statuen stod indskriften: ‘Dette er mit land’. Forståeligt vakte denne formulering protester fra den lokale indianske befolkning. Som følge af protesten nedsatte byens indbyggere en komite, der skulle råde bod på siutationen. Komiteen begyndte at indsamle midler til oprettelse af en mindepark med en statue af Standing Bear, som stadig huskes for sin personlige styrke og tro på sit folks traditionelle kultur og levemåde.
En ånd af fællesskab
I følge Indian Country Today fortæller Carl Renfro, der er leder af komiteen og direktør for den lokale ‘Pioneer Bank and Trust’, at “komitteens arbejde fik en overvældende opbakning fra alle grupper i lokalsamfundet, lokale virksomheder og banker, og Oklahomas statsregering. Også præsident Clinton gav sin varme anbefaling af projektet (måske fordi han selv kommer fra Arkansas, nabostat til Oklahoma, fra hvis grænse det famøse ‘Oklahoma Land Strip Run’ startede – red. arm.). Det var en vældig tværkulturel indsats for at anerkende og oplyse offentligheden om den betydning, de indianske folk har haft i dette område.”
“Standing Bears statue er kun et led i projektet, der vil ære alle indianere fra alle stammer. Fremtidsplanerne omfatter en mangesidig kulturinstitution med et levende museum med permanente udstillinger og gæsteudstillinger af historiske og moderne indianske kulturgenstande og dokumentation af de indianske kulturers omfattende kendskab til naturen.” 88 år efter Standing Bears død kan indtrykket af hans usædvanlige personlighed stadig mærkes. Carl Renfro fortæller videre, at der er opstået en sjælden ånd af fællesskab omkring dette projekt, som måske har været den første samarbejdsprojekt mellem indianere og ikke-indianere i området. Statuen er udført i bronce af Oreland C. Joe, der er Ute- og Navaho-indianer fra New Mexico, hvis forslag til statuen blev valgt blandt indkomne forslag fra kendte kunstnere over hele USA. Til projektet er indsamlet 1,2 mio. dollars.
Kilder: Indian Country Today 11.11.96. Ralph Andrist: The Long Death – the Last Days of the Plains Indians. Collier Books 1964. James Wilson: The Original Americans: U.S. Indians. London 1970. Minority Rights Group Report no 31. Hau Kola 1/1991.