Indledning og oversættelse af Jørgen Madsen
Hvis du har en lille bog stående derhjemme med titlen “Høvding Seattles tale”, er den sikkert ikke mere værd, end at du bør smide den ud. Den er endnu et eksempel på vaskeægte historieforfalskning. Det er en smuk tale, jo, men Seattle har aldrig talt disse ord. Og hvis man gemmer sin romantiske opfattelse af indianerne lidt væk og kigger på talen med kritiske øjne, vil man finde detaljer, der afslører talen som et falsum. Det mest tydelige eksempel er, da Seattle udtaler: “jeg har set tusindvis af rådnende bisoner på prærie, der blev skudt af hvide på forbikørende tog”. Blot denne korte sætning indeholder flere udtalelser, der ikke holder. For det første forlod Seattle aldrig sin hjemegn og har da slet ikke rejst så langt som til prærien. For det andet holdt Seattle sin tale i 1854, hvor den systematiske nedslagtning af bisoner først begyndte omkring 1870. For det tredje nåede jernbanen i 1854 kun til Chicago!
Jammen, hvor stammer talen fra? En tysk forsker har efter længere tids undersøgelser fundet frem til kilden til denne forfalskede udgave af talen. Det viser sig, at den stammer fra manuskriptet til en amerikansk miljødokumentar fra 1970/71, der blev skrevet af en Ted Perry. Det uheldige er så, at denne udgave af talen er blevet gentaget og citeret så mange gange (blandt andet af George Bush), at man nu anser den for at være autentisk. Især fordi den i de hvides romantiske opfattelse er indbegrebet af indiansk livsopfattelse og natursyn. Talen gengives i talrige bøger om indianere, selv autoritive værker, f.eks. Lundby: Indianske skyggebilleder, Persson: Lyt, du hvide mand og Gregersen: Nordvestkystindianere. Kun Lundby sætter et lille spørgsmålstegn ved talens præcise ordlyd. Ellers sluges Perrys version råt.
Men, Seattle holdt da en tale, ikk’? Jo, det gjorde han, men ikke den, du kender. Den tale, han holdt, blev oversat af en Henry A. Smith, om hvem man ikke ved så meget. Smith havde kun opholdt sig omkring et år på nordvestkysten, så hans kendskab til sproget var nok begrænset. Desuden var han kendt som en halvdårlig digter. Så det er uvist, hvor præcist talen er gengivet. Under Seattles tale tog Smith notater, som senere blev skrevet ud og trykt i Seattle Sunday Star den 29. oktober 1887. Under alle omstændigheder er denne tale noget mere autentisk end “miljøversionen”. Så vidt jeg ved, er det første gang, at Smiths udgave oversættes til dansk.
Den mere sandsynlige tale
Artilklen af Dr. Henry Smith, trykt i Seattle Sunday Star, 29. oktober 1887:
“Hin himmel, der har grædt medlidende tårer over mit folk i utallige århundreder, og som for os synes uforanderlig og evig, kan ændres. Dagen i dag er god. I morgen er det måske overskyet. Mine ord er som stjernerne, der aldrig forandres. Hvad end Seattle siger, kan den store høvding i Washington stole på, så sikkert som solen og årstidernes genkomst. Den hvide høvding siger, at den store høvding i Washington sender os venlige hilsener. Det er venligt af ham, idet vi ved, at han ikke har meget brug for vores venskab til gengæld. Hans folk er mangfoldigt. De er som græsset, der dækker de store sletter. Mit folk er fåtalligt. De minder om de spredte træer på en stormomsust prærie. Den store og, formoder jeg, gode, hvide høvding sender besked om, at han ønsker at købe vores land, men er indstillet på at lade os behold nok til at kunne leve behageligt. Dette synes retfærdigt, endog gavmildt, idet den røde mand ikke længere har rettigheder at respektere, og tilbudet er måske klogt, også fordi vi ikke længere har brug for et stort område.
Engang dækkede mit folk landet som bølgerne på et uroligt hav, men den tid er for længst forbi med stolte stammer, der nu kun er et vemodigt minde. Jeg vil ikke dvæle ved, ej heller begræde vores utidelige forfald. Jeg vil heller ikke klandre mine blege brødre for at fremskynde dette, idet vi måske også bærer en del af skylden.
Ungdommen er impulsiv. Når vore unge mænd bliver vrede over en virkelig eller indbildt uretfærdighed og skæmmer deres ansigter med sort maling, betyder det, at deres hjerter er sorte, og at de er ofte onde og uforsonlige, og vore gamle mænd og gamle kvinder er ikke i stand til at holde dem tilbage. Sådan har det altid været. Sådan var det, da de hvide begyndte at skubbe vore forfædre stadigt længere vestpå. Men lad os håbe, at fjendskabet mellem os aldrig vender tilbage. Vi ville have alt at tabe og intet at vinde. Hævn anses af de unge mænd som en sejr, selv hvis det koster dem livet. Men de gamle mænd, der bliver hjemme, når der er krig, og de mødre, der har sønner at miste, ved bedre.
Vores gode far i Washington – jeg antager, at han nu er vores far såvel som jeres, idet Kong George har flyttet sine grænser længere nordpå – vores store og gode far, siger jeg, sender besked, at han vil beskytte os, hvis vi gør som han siger. Hans modige krigere vil være som en mur af styrke for os, og hans vidunderlige krigsskibe vil fylde vore havne, så vore ældgamle fjender langt mod nord, haidaerne og tsimshianerne, ikke længere vil skabe frygt hos vore kvinder, børn og gamle mænd. Da vil han virkelig være vores far og vi hans børn.
Men kan det vare ved? Jeres Gud er ikke vores Gud! Jeres Gud elsker jeres folk og hader mit folk! Han lægger kærligt sine stærke, beskyttende arme om den hvide og fører ham ved hånden som en far fører sin lille søn. Men han har svigtet sine røde børn, hvis de virkelig er hans børn. Vores Gud, den Store Ånd, synes også at have svigtet os. Jeres God gør jeres folk stærkere og stærkere for hver dag, der går. Snart vil de fylde hele landet. Vores folk svinder hen som et hurtigt vigende tidevand, der aldrig kommer igen. Den hvide mands Gud kan ikke elske vores folk, ellers ville Han beskytte dem. De minder om forældreløse børn, der ikke har nogen steder at gå hen. Hvordan kan vi være brødre? Hvordan kan jeres Gud blive vores Gud og genskabe vores velstand og vække drømme om genkommen storhed i os? Hvis vi har en fælles Fader i himlen, må han partisk, idet Han kom til sine hvide børn. Vi så Ham aldrig. Han gav jer love, men havde ikke et ord til Hans røde børn, der engang mangfoldigt fyldte dette enorme kontinent som stjernerne fylder himmelhvælvingen. Nej, vi er to adskilte racer med forskellig oprindelse og forskellige skæbner. Vi har meget lidt til fælles.
Vore forfædres aske er hellig for os, og deres hvilested er indviet område. I rejser langt fra jeres forfædres grave, og det øjensynligt uden fortrydelse. Jeres religion blev skrevet på stentavler af jeres Guds jernfinger, så I ikke kunne glemme. Den røde mand kunne aldrig forstå eller huske det. Vores religion er vore forfædres traditioner: de gamle mænds drømme, som den Store Ånd gav dem i nattens højtidelige timer, og vore høvdinges visioner, og de er indskrevet i vort folks hjerter. Jeres døde holder op med at elske Jer og det land, hvor de er født, så snart de passerer gravens porte og vandrer hinsides stjernerne. De glemmes snart og vender aldrig tilbage. Vore døde glemmer aldrig denne vidunderlige verden, der gav dem liv. De elsker stadig dens grønne dale, mumlende floder, storslåede bjerge, afsondrede slugter og grønrandede søer og fjorde, og evigt længes de med kærlig hengivenhed over ensomme liv og vender ofte tilbage fra de evige jagtmarker for at besøge, vejlede, trøste og opmuntre dem. Dag og nat kan ikke være samtidig. Den røde mand har aldrig flygtet fra den hvide mands komme, som tåget flygter fra den stigende sol. Men jeres forslag synes retfærdig, og jeg tror, at mit folk vil acceptere det og vil trække sig tilbage til det reservation, du tilbyder dem. Derefter vil vi leve adskilt og fredeligt, idet den store hvide høvdings ord synes at være naturen, der taler til mit folk fra det tætte mørke.
Det betyder ikke meget, hvor vi opholder os resten af vore dage. De vil ikke være mange. Indianernes nat lover at være mørk. Der er ikke en eneste stjerne af håb over horisonten. Vinde jamrer med sørgelige stemmer i det fjerne. Den røde mand synes at have en grum skæbne, og når han hører fodtrinene af fæle banemand og afventer passivt sin undergang, som et såret rådyr, der hører jægeren nærme sig.
Nogle få måner, nogle få vintre, og ikke én eneste efterkommer af de mægtige værter, der engang vandrede over dette store land eller levede i lykkelig hjem, beskyttet af den Store Ånd, vil være tilbage for at sørge ved gravene for et folk, der engang var stærkere og mere håbefuldt end jeres. Men hvorfor skulle jeg begræde mit folks alt for tidlige undergang? Stammer følger stamme, og nation følger nation, som bølgerne på havet. Det er naturens orden, og det er nytteløst at sørge over det. Jeres undergang er måske langt væk, men dagen vil sikkert oprinde, for selv den hvide mand, hvis Gud gik og snakkede med ham som en ven til en anden, kan ikke undtages fra den fælles skæbne. Vi er måske trods alt brødre. Vi får se.
Vi vil overveje jeres forslag, og når vi beslutter os, får I besked. Men hvis vi ikke accepterer det, stiller jeg her og nu den betingelse, at vi ikke vil nægtes privilegiet altid og uforulempet at kunne besøge vore forfædres, venners og børns grave. Alle dele af denne jord er hellige for mit folk. Enhver bjergside, hver dal, hver slette og hver lille skov er blevet helliget en eller anden sørgelig eller glad begivenhed en gang for længe siden. Selv stenene, som syner umælende og døde, når de steger i solen langs den tyste strand, dirrer med minder om spændende hændelser med forbindelse til mit folks liv, og støvet, hvor I nu står, reagerer mere kærligt på deres fodtrin eller på jeres, idet det er fyldt med vore forfædres blod, og vore fødder er bevidst om den medfølende berøring. Vore afdøde krigere, kærlige mødre, glade og lykkelige piger og selv de små børn, der levede her og frydedes her en kort tid, vil elske denne triste ensomhed, og ved aftentide hilser de de skyggefulde hjemvendende ånder. Og når den sidste røde mand er væk, og mindet om min stamme er blevet en myte blandt de hvide, vil disse kyster vrimle med de usynlige døde fra min stamme, og når jeres børnebørn tror, at de er alene på engen, i butikken og forretningen, på landevejen eller i stilheden i skovene uden stier, vil de ikke være alene. Intet sted i hele verden er helliget ensomheden. Om natten, hvor gaderne i jeres byer og landsbyer ligger stille hen og I tror, at de er forladte, vil de fyldes med de tilbagevendende værter, der engang fyldte dem og stadig elsker dette vidunderlige land”.
I nogle versioner slutter talen med følgende sætninger: “Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og behandle mit folk venligt, for de døde ikke uden magt”. Disse er dog senere blev tilføjet talen af en forsker.
Kilder:
Dr. Henry Smith i Seattle Sunday Star, 29. oktober 1887 samt diverse Internet-artikler.