af Knud Rygård
Når vi har forhørt os om, hvilke typer stof som læserne gerne vil læse om i Hau Kola, bliver traditionel filosofi/religion altid nævnt. Som baggrund for de konkrete eksempler herpå, som vi plejer at bringe – og som også er med i dette nummer – bringer vi derfor denne lille oversigt, som forklarer nogle af de grundlæggende ideer i lakotaernes filosofi/religion. Tilsvarende ideer findes hos mange andre indianerfolk.
Ordet Lakota
Lakota-indianerne går også under navnet sioux-indianere. Historien bag ordet ’sioux’ er som følger: De første hvide på den nordlige prærie var franske pelsjægere, der kom fra Canada. De stødte først på lakotaernes naboer mod nord, Chippewa-indianerne, som kaldte lakotaerne ‘nodowe siu’ , hvilket betyder ‘lille hugorm’ , dvs. ‘fjende’ . Franskmændene forkortede ordet til ’siu’ – med fransk stavemåde: ’sioux ‘ . Denne betegnelse blev overtaget af de hvide amerikanere og senere i vidt omfang af lakotaerne selv. Ordet ‘lakota’ betyder på lakota-sproget ‘de allierede folk’ eller ‘de som er venner’. ‘Lakota’ er i løbet af de sidste 30-40 år blevet den foretrukne betegnelse.
Ordet religion
Lakota-indianerne har typisk nok intet ord for religion. Det nærmeste tilsvarende udtryk er Lakol Wicoh’an. Det betyder ‘lakotaernes levemåde el. kultur’. Hvad vi ville kalde religion var en del af kulturens helhed og kunne ikke skilles ud fra den. Dette vil blive klargjort i det følgende.
Tilværelsens mål – at være en god slægtning
Slægtskabsforholdet er nøglen til at forstå Lakotaernes traditionelle kultur og opfattelse af tilværelsen. At kulturen var traditionel vil sige at dens grundlæggende sider blev videreført fra generation til generation i form af traditioner, som blev overleveret mundtligt. I gamle dage levede Lakotaerne af bisonjagt. I grupper af storfamilier fulgte de bisonen på dens vandreruter over prærien. Ordet for storfamilie på Lakota-sproget er ‘tioshpaye’ = en gruppe mennesker, der lever sammen.
Slægtskab – et universelt princip
Storfamilien og ikke kernefamilien var samfundets bærende enhed. Dette ses af familiebetegnelserne. Som ‘mor’ tiltaltes og fungerede ikke blot ens fysiske mor, men også ens mors søstre. Som ‘far’ tiltaltes ens far samt hans brødre. Tilsvarende bredde i familiebåndene fandtes også i forholdet mellem bedsteforældrenes og børnebørnenes generationer.
To personer regnede sig som fætre/kusiner selv om den fælles forfader lå fem generationer tilbage. Begrebet uægte børn eller halvsøskende eksisterede ikke. Personer kunne adopteres ind i en familie og regnedes da fuldt ud for familiemedlemmer. Slægtskab var altså ikke kun et fysisk blodsbånd, men et overordnet princip med en videre rækkevidde. I sidste ende forbandt det den enkelte med naturen og hele universet.
Opdragelse og disciplin
Tilsvarende var der knyttet stærke følelser og værdier til det at være en slægtning. Lige fra den tidligste alder forelå der gensidige forpligtelser for børnene i forholdet til søskende og voksne. Børnene blev behandlet som små voksne, men samtidig indskærpet en etisk standard, som de skulle leve op til. Det at tale sandhed indgik som en del heraf. Der var klare regler for den enkelte i omgangen med slægtninge på forskellige niveauer. Dette udviklede gensidig respekt og selvdisciplin. Fx. indeholdt de navne, som barnet fik i løbet at sin opvækst, ofte noget, som barnet skulle leve op til.
Den klare fordeling af roller med pligter, rettigheder og opgaver ud fra slægtskabssystemet betød, at samfundet kunne fungere effektivt under de meget omskiftelige betingelser, som Lakotaerne levede under. Mange af de kvaliteter, som er blevet fremhævet som udtryk for ‘åndelige værdier’, var dikteret af behovet for at overleve i en barsk natur. Enhver vidste, hvad hans/hendes opgave var i en given situation. Eksempelvis kunne en hel lejr bryde op og være på march med 15-20 minutters varsel.
Social kontrol, idealer og lederskab
Slægtsskabssystemet overflødiggjorde social kontrol gennem ydre institutioner. Fængsler, domstole, nedskrevne love, formelle valgprocedurer var ukendte størrelser. At svigte slægtsskabsforpligtelserne blev anset for det værste, en person kunne gøre. Fire grunddyder (gode egenskaber) blev holdt op som noget, som enhver Lakota skulle stræbe efter: tapperhed, gavmildhed, udholdenhed, tålmodighed. De menneskelige relationer var overordnet de materielle ting. Social status blev først og fremmest vurderet ud fra de menneskelige kvaliteter, man lagde for dagen i omgangen med andre. En leder havde ingen formel magt, hvormed han kunne tvinge andre til at følge sine beslutninger. Hans indflydelse beroede udelukkende på hans personlige troværdighed, hans evne til at træffe de rette beslutninger, til at få folk til at samarbejde, og hans omsorg for fællesskabet. At dele med andre gav respekt og beundring. At samle materiel ejendom for dens egen skyld var en afvigende adfærd, der blev betragtet med undren og foragt.
Forholdet til naturen
Lakotaernes storfamilier var samlet i større enheder, der mødtes årligt. Tilsammen udgjorde disse enheder Lakota-folket (‘lakota oyate’). Tilsvarende opfattedes andre grupper som ‘folk’: andre indianerstammer udgjorde hver et ‘folk’, de hvide var et ‘folk’ osv. Men også dyrene var organiseret i folk – bisonfolket, hestefolket, ørnefolket, ulvefolket, hjortefolket, bæverfolket osv. Træerne var ligeledes et folk ( ‘folket-der-altid-står’ ) med undergrupper: egefolket, pilefolket, poppelfolket, fyrrefolket osv. Selv stenene var et folk, og ligeså stjernerne. Alt i naturen havde liv/sjæl, omend på en anden måde end mennesket, men alligevel på lige fod. Dette afspejledes i sproget. Lakotaerne havde intet ord for dyr eller dyreart, men brugte som nævnt betegnelse ‘oyate’ eller folk. Da alt i naturen i sidste ende havde samme oprindelse, omfattede slægtskabsforholdet i videste forstand hele universet.
Forholdet til dyrene – eksempel: bisonen Trods deres stumhed regnedes dyrene i besiddelse af en barnlig renhed og visdom, som var menneskenes overlegen. Ikke blot havde jagtdyrene indvilliget i at give deres krop som føde til menneskene. Bisonen f.eks. leverede både mad, tøj, redskaber, brændsel og huse til Lakotaerne. Den var derfor repræsentant for ‘moder jord’ (=naturen) som giver af liv til menneskene. Men bisonfolket havde gennem en særlig repræsentant (den hvide bisonkalv-kvinde) også givet Lakotaerne deres hellige pibe og de ceremonier, som er rygraden i deres kultur. Som andre dyrefolk var bisonen nærmere ‘det Store Mysterium’ end menneskene, og havde derfor udover sin krop en viden og åndelig kraft, mennesket havde brug for. Hvert ‘dyrefolk’ (og andre ‘folk’ i naturen) havde en fælles åndelig kraft, en ‘gruppesjæl’, som beskyttede dens liv.
Den usynlige verden
Gennem drømme og visioner kunne den enkelte træde i forbindelse med repræsentanter for dyrefolkene (dvs. deres ‘ånder’, der altid viste sig i menneskeskikkelser) og derved hente viden og styrke til at klare tilværelsen. (Den kraft, som de usynlige magter besad, kaldtes wakan – hellig eller kraftfuld). Derfra fik jægeren viden om jagtdyrene, krigeren hentede styrke og mod, medicinmanden hentede viden og helbredende kraft til at kurere sygdomme osv. Universet bestod altså både af en synlig og en usynlig verden, der greb ind i hinanden. Dyrefolkenes repræsentanter fungerede som ‘mellemmænd’ til de usynlige kræfter via drømme, visioner og lignende. Når indiansk religion af de hvide missionærer blev opfattet som blot og bar ‘åndedyrkelse’ beror det især på en misforståelse af dyrefolkenes status som mellemled mellem mennesket og Wakan Tanka.
Ceremonierne og de seks retninger
Men forholdet til de usynlige wakan-kræfter reguleredes gennem først og fremmest gennem ceremonierne. De vigtigste var 1. svedehytte-ceremonien, 2. pibeceremonien, 3. visionssøgningen, 4. soldansen, 5. At-beholde-sjælen (en ceremoni, der ved dødsfald sikrede en omstillingsperiode hvor familien kunne bevare kontakten med den afdødes sjæl i et år før den endelige afsked), 6. Pigernes pubertetsceremoni, 7. Det hellige boldspil. Disse ceremonier var for hele folket og var blevet givet videre fra generation til generation. Medicinmændene havde deres egne ceremonier – især helbredelsesceremonier – som var blevet vist dem af ånderne, dvs. de åndelige repræsentanter for dyrefolkene. Disse ceremonier var individuelle og blev normalt ikke givet videre.
Fælles elementer i ceremonierne: verdenshjørnerne – bøn – offer
I ceremonierne har alle elementerne symbolsk betydning – dvs. at de peger ud over sig til mod en større sammenhæng og mening. Alle ceremonierne er baseret på ‘de seks retninger’; dvs. de fire verdenshjørner, himmelen og jorden – samt undertiden centrum som den syvende ‘retning’. Disse seks kræfter er fundamentale for Lakotaernes opfattelse af naturen og universet.
Verdenshjørnerne kaldes også de fire vinde. De er både den fysiske kraft, der holder naturen i gang – fra hvert verdenshjørne kommer en vind, og vindene styrer årstiderne – og samtidig er de en åndelig kraft eller ‘magt’, som hver især er hjemsted for forskellige dyrefolk. En ceremoni starter altid med, at de seks kræfter bliver markeret og tilkaldt med bønner eller ofre.
Bøn kan indgå i alle led i en ceremoni. Bønner er sjældent formaliserede. De vigtigste faste bønner er formelen ‘hav medlidenhed med mig for at mit folk kan leve’ og ‘for alle mine slægtninge’ (= mitakuye oyasin). ‘Mitakuye oyasin’ udtrykker, at man beder for alle sine slægtninge, inklusive naturen. Denne bøn bruges til at markere begyndelse, overgange og afslutning i alle ceremonier og som slutning på bønner. Lakotaerne bruger det samme ord for at bede og for at henvende sig respektfuld til en slægtning. Dette viser igen, hvordan slægtskabsfølelsen forbinder mennesket med alle naturens kræfter. De usynlige kræfter opfattes som en slags ældre slægtninge.
Offeret er udtryk for den grundtanke, at der skal være balance i naturen. For at få noget må man give noget. Naturens og de usynlige magters gaver – først og fremmest de daglige fornødenheder samt fysisk og åndelig styrke til at klare tilværelsen – er ingen selvfølge. Kun et offer, der gives med oprigtighed og ydmyghed, er et ægte offer. I soldansen, visionssøgningen og svedehytten betragtes selve den fysiske lidelse som et offer. Offeret er her ikke en form for selvtortur. Den underliggende tankegang er at kun kroppen tilhører mennesket helt. Kun ved at give af sin krop giver man helt og fuldt af sig selv.
Verdenshjørnernes symbolik
Med hensyn til verdenshjørnernes symboler, dyrefolk og farver samt udførelsen af de forskellige ceremoniers enkelte led er der nogle faste mønstre, der har mange variationer. Variationerne skyldes, at de forskellige medicinmænd i reglen har deres individuelle udgave af en givet ceremoni, som de har fået af deres åndelige hjælpere. Verdenshjørnerne anbringes næsten altid som punkter på en cirkel, der symboliserer livets evige kredsløb.
Vest: ’stedet hvor solen går ned’. Her bor hundefolket og hestefolket, der har stor helbredende kraft. Her bor tordenvæsnerne, der hvert forår bringer regn og dermed nyt liv til naturen. De er skræmmende i deres store kraft, både fysisk (lynet som dræber) og åndeligt. De kan i drømme og visioner pålægge en person en særlig opgave. Han bliver da en ‘heyoka’, en hellig klovn, der gør tingene omvendt. Når folk er nedslåede, får han dem til at le. Når folk tager for let på tingene, gør han dem alvorlige. De rensende vande som bruges i svedehytten kommer fra vest. Derfor er der er særlig forbindelse mellem Svedehytten og Vestens magter. Vest er det verdenshjørne, man først beder til/markere i en ceremoni. Den vingede magt i vest er tordenfuglen, hvis børn tordenvæsnerne er. Vestens farve er i reglen sort, undertiden mørkeblå.
Nord: ’stedet hvor vintervinden kommer fra’, der renser naturen. Nordens magt tænkes som en hvidhåret skikkelse, ligesom ‘Kong vinter’, hvis ånde er nordenvinden. Her bor Bisonfolket, som har bragt den hellige pibe. Nordens farve er oftest er oftest rød (undertiden hvid).
Øst: ’stedet hvor solen står op’. Her står morgenstjernen og giver mennesker visdom. Den ottetakkede morgenstjerne er et meget populært motiv i prærieindianernes. Hjemstedet for hjortefolket, der råder over hjertet/kærligheden, både fysisk og åndeligt. Herfra udgår fornyelse og ny begyndelse. Farve: oftest gul, undertiden rød.
Syd: Herfra kommer sommerens varme og kraften til at vokse. Her begynder og slutter livets rejse. Sjælen drager mod syd ad mælkevejen, ’sjælenes lejrbål’. Farve: oftest hvid, evt. gul. Himmelen: Ofte identificeret med ‘Wakan tanka’, ‘det store mysterium – verdenshjørnerne og alle de hellige kræfter samlet i een kraft. Farve: blå.
Moder jord: Opfattes som en magt, et levende væsen, der giver liv til alt hvad der vokser, kravler, går, svømmer og flyver. Alle væsener lever af og på jorden som små børn ved moderens bryst. Fra jorden kommer alt som mennesket skal bruge for at leve – mad, tøj, huse osv. Selv sin krop har mennesket som et ‘lån’ fra jorden. Farve: grøn.
Wakan Tanka: er et begreb der er vanskeligt at oversætte. Wakan betyder hellig, kraftfuld, opfyldt af kraft som ligger ud over menneskets fatteevne. En traditionel oversættelse er ’som har kraft til at give liv og tage liv’. Oversættelser som ‘det store hellige’ eller ‘det store mysterium’ er bedre end ‘den store ånd. Wakan Tanka kan forstås som summen af alle de hellige kræfter. Men samtidig er der noget nært og fortroligt ved den. Den er både et ‘det’ og et ‘du’. Wakan Tanka tiltales i bønner altid som ‘tunkashila’: bedstefar – som for indiansk tankegang en person, man både føler kærlighed og respekt for, fordi han fungerer som vejleder og giver af viden som er nødvendig for at leve. Wakan Tanka er på en gang hinsides hvad mennesket kan forstå og samtidig kilden til alle de kræfter, der gennemstrømmer naturen og giver den liv.
Inyan
Ifølge en gammel skabelsesmyte begynder skabelsen med, at ‘inyan’ (‘klippen’ eller ’stenen’ som dengang endnu ikke havde antaget nogen form) begynder at skabe ud af sig selv. For hver ny skabelse – jorden, vandene, himmelen, solen, månen, dag og nat, vindene osv. – giver inyan af sig selv og skrumper ind. Til sidst er han blevet hård som en sten. Så stenene er en mindelse om hvad der blev tilbage af skaberen efter skabelsen, og om at alt skabt har samme oprindelse. Wakan Tanka kaldes inyans ‘ånd’ – andre sammenhænge gør der klart, at Wakan Tanka er den grundlæggende enhed bag skabelsens mangfoldighed som samtidig er til stede i skabelsen, i naturen. Indianerne har følt sig fremmede over for de kristne missionærers ofte meget håndfaste forsøg på at omvende dem til en gud, som var højt hævet over og udenfor naturen.
Svedehytteceremonien
Denne ceremoni praktiseredes i forskellige versioner. Stenene har en særlig rolle, idet de frigiver den rensende livskraft dampen, som også giver mennesket liv. Menneskets livsånde og livskraft renses gennem indånding af dampen. Mørket i de fire lukninger af hytten undervejs opfattes symbolsk som moderskødets mørke, hvorfra ceremonien er en genfødsel. Samtidig kan mørket opfattes som det ‘åndelige mørke’ som ceremonien gennem sin rensende virkning bringer mennesket ud af. Stenene minder deltagerne om, at alle kræfter i universet kommer fra den samme kraft (inyan) som er repræsenteret ved de glødende sten. I ceremonien indgår de grundlæggende livselementer: jorden, ilden, vand og luft. Bålet udenfor og de glødende sten repræsenterer samtidig den kosmiske livsild og solens ild. Karakteristisk for indiansk religiøs praksis er det, at oplevelsen af den åndelige virkelighed sker via kroppen – det er den fysiske påvirkning og renselse af kroppen, der åbner sindet for naturens åndelige kræfter og gør sindet parat til bønnen. I svedehytten som i de andre ceremonier anvendes hellig salvie (en slags malurt) og mariegræs (en græsart, som giver sød røg) som røgelse. Ligesom ved soldansen og visionssøgningen er det en grundtanke, at ceremonien udføres også på folkets vegne.
Svedehytten bruges 1. som en ceremoni i sig selv, ofte før vigtige beslutninger eller initiativer. 2. Som forberedelse til andre ceremonier (især visionssøgningen og soldansen). 3. Som middel til at opnå sundhed og styrke, som kur mod mange sygdomme – i vore dage også til udrensning af mentalt stress og som et hjælpemiddel til alkoholafvænning.
Visionssøgningen
Visionssøgningen kan udføres med flere formål. I gamle dage fungerede den undertiden en overgangsrite fra dreng til mand, men den har altid været frivillig – aldrig været obligatorisk. Enhver kan tage på visionssøgning. For kommende medicinmænd har visionssøgningen en særlig funktion. Repræsentanter for dyrefolkene vil ofte i drømme vise sig for vedkommende i en meget tidlig alder og fortælle, at han/hun skal gå på visionssøgning for at få nærmere instruktioner mht. til sit kommende kald. Der kan op til 30-40 år, før opfordringen bliver fulgt. Resultatet vil da i reglen være en vision, der fortæller, hvordan han skal udføre sine ceremonier.
Men det er langt fra alle, der får en vision. Formålet med Visionssøgningen er da også først og fremmest at få lejlighed til at se på sig selv og opleve menneskets lidenhed over for naturens storhed – at genvinde den naturlige ydmyghed, som er nødvendig for at leve i balance med naturen. Fremtrædende i visionssøgningen er den kosmiske livsfølelse, som gennemtrænger alle Lakotaernes ceremonier – følelsen af at være forbundet ikke blot med naturens, men også universets grundkræfter.
Piben
Piben er så at sige det fysiske udtryk for den gamle kosmiske slægtsskabstanke. Pibens udformning og selve ceremonien udtrykker fællesskabstanken i symbolsk form. Piben skal kun samles, når den bruges til bøn. Pibehovedet er af rød sandsten, som ifølge en legende fik sin farve fra de første menneskers blod. Skaftet repræsenterer træfolket. Fire bånd på skaftet repræsenter de fire verdenshjørner. Bison- eller kaninskind ved mundstykket minder om ‘de firbenede’ og jorden. Ørnefjeren minder om ‘de vingede’, fuglefolket.