af Knud Rygård
21. februar i år døde Doris Leader Charge i en alder af 70 år. Hun blev kendt langt uden for Rosebud reservatets grænser via filmen ‘Dancer med Ulve’ 1990, hvor hun havde en vigtig birolle som Pretty Shield, hustru til høvdingen Ten Bears (se nekrologen fra ‘Indian Country Today’ andetsted i bladet). Nogle af Hau Kolas læsere vil huske hende fra foreningens første sommerlejre – for dem, der ikke har oplevet hende, bringer vi disse mindord.
Doris forbindelse til Danmark
Sammen med Kim Oakeshott, Albert White Hat og Norbert Running har hun været med til at plante det frø af kontakt med nordamerikansk indiansk kultur, som foreningen er spiret frem af, og som har været det bærende element i dens aktiviteter siden dens start.
Vi lærte hende at kende i Danmark, da hun var med som gæstelærer på foreningens to første sommerkurser i Bryrup i 1987 og i Gjerrild i 1988. Hendes foredrag om bl.a. kvindernes side af lakotaernes traditionelle kultur gjorde indtryk, fordi hun tog sin opgave som formidler af indiansk kultur meget alvorligt – ikke blot øste hun af sin store viden, hun delte også mange personlige oplevelser med os, undertiden på en meget bevægende måde. Samtidig havde hun en smittende latter og en herlig sans for humor, der stak hovedet frem de mest uventede steder. Da en gruppe fra Danmark og England i sommeren 1987 var inviteret til at overvære Norbert Runnings soldans på Rosebud-reservatet, åbnede hun gæstfrit sit hjem for dem og var med til at gøre opholdet til en virkelig positiv oplevelse.
Back to the pipe
Men man forstår nok bedst Doris’ liv og indsats, hvis man ser den på baggrund af en større sammenhæng – nemlig den genoplivelse af indiansk kultur i Nordamerika, der har skabt en ny identitet for USAs indianere siden starten af 1970erne.
Hun tilhørte den generation af indianere i Midtvesten, der i slutningen af tresserne valgte at gå tilbage til deres traditionelle kultur – ‘go back to the pipe’ , som det hedder – frem for at søge accept ved at assimilere sig og leve på det hvide samfunds præmisser. De dengang unge af denne generation har haft en helt afgørende betydning. Meget kort sagt: Ved at søge viden på reservaterne hos de gamle i deres familier og hos medicinmændene og ved at bruge og rehabilitere denne viden, reddede de deres eget sprog, historie, filosofi og ceremonier fra uddøen og glemsel – den triste skæbne, der er blevet næsten alle indianerkulturerne i det østlige USA til del.
Aktiv deltagelse i denne genoplivelse (‘revival’) var forbundet med mange personlige omkostninger. Ikke blot krævede det et stort indre arbejde at re-orientere sit eget liv ud fra de forpligtende krav til levemåde og personlig etik, der følger med ‘at gå tilbage til piben’ – navnlig i et miljø, hvor det sociale liv og familielivet var præget af generationers undertrykkelse og deraf følgende opløsning og apati; men udøvelse af de traditionelle ceremonier var stadig i princippet forbudt. I dag er der reel religionsfrihed på reservaterne – og en af følgerne er, som en indiansk kommentator har udtrykt det: ‘People are not going back to the Pipe; they are running back to it’ -underforstået: Mange har så travlt med det, at de glemmer hvor forpligtende et skridt, det faktisk er.
Ikke uden omkostninger
Men på reservaterne dengang var det ingen let sag. Der var der rigtig mange – både hvide og indianere, der havde satset på at få indflydelse ved at efterleve regeringens mangeårige assimileringspolitik – der direkte modarbejdede alt, hvad der havde med traditionel kultur og dermed forbundne selvstændighedstanker at gøre. Reservat-kulturen er en meget sammensat størrelse med mange forskellige holdninger, og det er fristende, men forkert at fremstille problemerne sort/hvidt. Men det er nok ikke helt forkert at sige, at de største modstandere af genoplivelsen var de magtfulde kirker, Bureau of Indian Affairs (der på alle reservater var og er den største arbejdsgiver) og – i forskellig grad – de lokale og ofte temmelig korrupte stammeråd. Og, ikke at forglemme: besættelsen af Wounded Knee i 1973 med dens kombination af politisk modstand og traditionel indiansk spiritualitet betød, at FBI i de følgende mange år nidkært overvågede alle, der skilte sig ud ved åbent at arbejde for at bringe de traditionelle ceremonier tilbage som en anerkendt del af det offentlige liv på reservaterne.
Genoplivelsen afløste næsten et helt århundredes forsøg fra regeringens side på at få indianerne til at blive ligesom de hvide via den såkaldte assimileringspolitik – et forsøg der kostede enorme summer, og i det store og hele endte som en fiasko, fordi dens forudsætning var en fuldstændig umyndiggørelse af indianerne.
Samarbejde med Norbert Running
Doris kom på et tidligt tidspunkt med i kredsen omkring medicinmanden Norbert Running, der med sine kraftfulde ceremonier fungerede som en dynamo for genoplivelsesbevægelsen på Rosebud-Reservatet fra starten af 70’erne. Og som mange andre i kredsen engagerede hun sig i udbyggelsen af det første videregående uddannelsessted på reservatet, nemlig Sinte Gleska College.
Hvorfor fik Doris så stor indflydelse i disse sammenhænge? En stor del af svaret ligger i hendes personlige egenskaber og kvalifikationer.
Arbejdsdisciplin fra kostskolen
Paradoksalt nok var en af dem hendes kostskoleopdragelse. Som mange andre indianerbørn blev hun tidligt sendt på en katolsk kostskole for at blive ‘assimileret’. Selv om denne del af hendes skoletid gav hende mange ar i sjælen og bitre minder, fremhævede hun selv én god ting, som hun lærte dér: nemlig arbejdsdisciplin. Doris var en slider, der sjældent slap en opgave, før den var afsluttet. Denne kvalifikation kom hende til gode resten af livet, idet den gjorde hende til en en man søgte til, når der skulle tages initiativer og gøres en indsats.
Hendes anden kvalifikation var hendes evne til at formulere sig og sige tingene ligeud. Hun var ikke altid lige diplomatisk og måske heller ikke altid lige nuanceret, men hun havde mod til at stå frem i en forsamling og sige sin mening uden hensyn til, hvad andre måtte tænke.
Den tredje kvalifikation var en dyb kærlighed til hendes egen kultur og baggrund. Som voksen uddannede hun sig til lærer i lakota-sproget og lærer i lakota-kultur for at kunne undervise på Sinte Gleska College og give sin viden videre til den næste generation.
Lakol Wichoh’an
De ord, der måske bedst beskriver disse tre sider af Doris, er tre af de traditionelle lakota-dyder: udholdenhed, mod og gavmildhed. Det var netop på grund af hendes parathed til at dele sin viden – også med ikke-indianere – at Albert White Hat opfordrede hende til at tage med til Danmark, da han og Norbert Running via en invitation fra Kim Oakeshotts gruppe – de daværende Black Crow Dancers – sagde ja til at holde et sommerkursus i Danmark i sommeren 1987.
Og da hun efter ‘Danser med Ulve’ blev en efterspurgt foredragsholder, brugte hun sin nye platform til at informere om indiansk kultur og tale indianernes sag for et stort ikke-indiansk publikum, der intet vidste om indianske forhold. På den måde ydede hun et reelt stykke oplysnings-arbejde, der var et lille, men vigtigt bidrag til at fjerne den uvidenhed og de fordomme i det hvide samfund, som reservaterne i Midtvesten er omgivet af.
Vi vil huske Doris for de gaver, hun har efterladt os : Forståelse, medoplevelse og respekt for ‘Lakol Wichoh’an : Lakotaernes traditionelle måde at leve, handle og tænke på.