af Jørgen Madsen
Den første permanente hvide koloni i New England var Plymouth, som blev grundlagt af de pilgrimme, der ankom med det legendariske skib Mayflower ved Cape Cod den 21. november 1620. I de første 10-15 år levede de røde og de hvide stort set i fred med hinanden, men senere fulgte to krige, der blev skæbnesvangre for flere af områdets indianerstammer. At der i første omgang var plads til de hvide, uden at det gav stridigheder med indianerne, skyldes, at området tid forinden var blevet hærget af en koppeepidemi i 1616-1620, der brød ud igen i 1633-35 og 1660. Dermed var mange indianerlandsbyer blevet lagt øde, og det passede de nyankomne hvide fint.
newengland1 Der var dog stadig mange indianere i området, og den mest indflydelsesrige stamme var wampanoagerne under høvdingen Ousamequin (Gule fjer), der blev tiltalt som Massasoit, der var hans titel. Ligesom høvding Powhatan i Virginia indså han hurtigt, at det mest fornuftige var at holde fred med de hvide, og han blev de hvides ven og allierede. Den 22. marts 1621 samlede Massasoit sin bror, Quadequina og to andre høvdinge, Squanto og Samoset, i Plymouth til forhandlinger. Resultatet blev en traktat, der for første gang i USA’s historie overdrog land til de hvide. Men det stigende antal hvide førte uundgåeligt til krig, hvoraf den første blev Pequot-krigen.
Pequot-krigen 1636-37
Grunden til krigen var først og fremmest, at pequot-stammen, der boede i den østlige del af de senere Connectiicut, følte sig presset af de hvide. Englænderne bredte sig vestpå fra kolonierne i Plymouth (separat koloni indtil indlemmelse i Massachusett i 1692) og Rhode Island og anlagde i 1636 den første by i Connecticut: Hartford. Samtidig bredte hollænderne sig østpå fra deres kolonier i Ny Amsterdam (New York) og ved Hudson-floden. Krigen var tæt på at bryde ud i 1633, da en engelsk handelsmand, John Stone, blev dræbt af indianere, sansynligvis niantic-indianere. Det lykkedes dog at opretholde freden i næsten tre år. En handelsmand fra Boston ved navn John Gallup, der var ud at sejle, spottede en anden båd, der tilhørte hans nabo, en anden handelsmand ved navn John Oldham i nærheden af Block Island ud for kysten ved Rhode Island. I båden opholdt sig en flok pequoter, selvom det måske var narragansetter, der havde dræbt ham. Gallup skød mod båden, påsejlede den og tog nogle indianere til fange.
Guvernøren i Massachusett Vane sendte kapt. John Endecott og 90 soldater ud for at straffe indianere, og alle mandlige indianere på Block Island (narragansetter) blev dræbt og landsbyerne brændt ned. Ikke en eneste soldat blev døde. Styrken sejlede ind til fastlandet igen, og i nærheden af Pequot-floden blev en Pequot-indianer dræbt og flere landsbyer brændt ned. Derefter drog soldaterne hjem til Boston. Som forudsagt af kolonisterne i Fort Saybrook, ville den hævnaktion kun forværre situationen og ganske rigtigt begyndte indianerne at forberede sig til krig. Pequot-høvdingen Sassacus forsøgte at overtale naboerne fra Narragansett-stammen tilat danne en alliance, men dette blev til de hvides held forhindret af grundlæggeren af Rhode Island, Roger Williams. Trods manglende støtte fra deres naboer begyndte Pequoterne at angribe isolerede hvide bosættelser og belejrede Fort Saybrook i vinteren 1636-37. I foråret angreb de en anden bosættelse i Connecticut, Weatherfield, længere oppe ad Connecticut-floden, hvor ni nybyggere blev dræbt.
Det fik for alvor nybyggerne i New England op af stolene, og kapt. John Mason samlede en styrke på 80 hvide og 100 allierede Moheganere under hødving Uncas. Mason havde været i krig i Europa og havde ført en gruppe nybyggere fra Dorchester, Mass. til at grundlægge byen Windsor i Connecticut. Mason vidste, at Moheganerne ikke var trofaste allierede. Uncas var en opportunist, der ikke var bleg for at skifte side midt under et slag. Uncas havde boet hos Pequoterne og var svigersøn til Sassacus. Hele styrken drog østpå fra Hartford langs Connecticut-floden, og undervejs stødte Moheganerne på en gruppe Pequoter, der opstod kamp og syv Pequotern blev dræbt. I Fort Saybrook slog de sig sammen med en styrke fra Massachusett under kapt. John Underhill. For at søge yderligere forstærkninger drog styrken afsted i små både østpå til Narraganset-bugten, og det lykkedes ved af uovertrufne overtalelsesevner at overtale en gruppe Narragansetter under Miantinom og en gruppe Nianticker under Ningret til at kæmpe mod Pequoterne. De efterlod bådene ved Narraganset-bugten og tog vestpå over land.
newengland1 Den 25. maj 1637 angreb Mason Pequoternes vigtigste og stærkeste landsby, der lå på en bakke lige nord for det nuværende Groton i Connecticut. Byen var omringet af en næsten fire meter høj palisade, og det lykkedes Mason at snige sig tæt på landsbyen, uden at Pequoterne opdagede det. Trods overraskelsesangrebet slog Pequoterne det først angreb tilbage. Mason var ikke i stand til at vende slaget til egen fordel, og vendepunktet kom først, da han begyndte at sætte ild til wigwammerne inden for palisaderne. Snart stod hele landsbyen i flammer, og de flygtende Pequoter blev slået ned for fode, enten af de hvide eller af de narragansetter eller moheganere, der ventede i skovene omkring landsbyen. De, der blev i landsbyen, mest kvinder og børn, døde i flammerne. Et sted mellem 600 og 1000 Pequoter døde den dag, men stammen var ikke helt knækket endnu. På vej syd og vestpå blev Masons styrke nemlig overrasket af 300 Pequot-krigere, men de undslap og kom sikkert hjem.
I løbet af sommeren 1637 blev de resterende Pequoter jagtet. De, der ikke blev dræbt, blev solgt som slaver og sendt til Bermuda. I juli fangede en gruppe soldater en stor gruppe Pequoter i en sump i nærheden af New Haven. Det lykkedes Sassacus og en lille gruppe med gam at flygte til Mohawk-stammen. Men Mohawkerne kappede hovederne af Pequoterne og sendte dem til Boston som bebis på deres loyalitet over for de hvide. Brugen af navnet Pequot blev forbudt, og sted af Pequot-oprindelse blev afskaffet. Stammen eksisterede officielt ikke længere. Den sidste rest af stammen fik tildelt et 1500 hektar stort reservat i 1776, som dog efterhånden svandt ind til 200 hektar. I 1850 var der kuh 40 tilbage, og i 1973 døde den sidste fuldblods-Pequot. Siden er de sørgelige rester af stammen (halvblods, kvartblods osv.) dog vendt stærkt tilbage og har anlagt den vestlige halvkugles største kasino i Ledyard i Connecticut, men det er en helt anden historie.
Kong Philips krig 1675-76
Den skæbnesvangre krig for mange af stammerne i New England blev Kong Philips krig i 1675-76, der var den eneste større indianerkrig i 1600-tallet. Ved krigens udbrud var der omkring 20.000 indianere i det sydlige New England. Samtidig boende der 5.000 hvide i Plymouth-kolonien, 7.000 ved Massachusetts-bugten, 10.000 i Connecticut og 3.000 i Rhode Island. Den grundlæggende årsag til krigen var naturligvis den voksende tilstedeværelse af hvide kolonister. Områdets Algonkin-stammer følte sig efterhånden presset mellem de hvide på den ene side og det magtfulde Irokeserforbund længere vestpå. De hvide blev flere og flere og bredte sig, mens indianernes land skrumpede ind dag for dag. De hvide købte godt nok stadig jorden fra indianerne, men ofte blev indianerne enten snydt, eller også fik de ikke forklaret aftalernes bestemmelser godt nok.
Ofte var indianerne af den opfattelse, at aftalen kun omhandlede brugsretten til jorden og ikke uindskrænket ejerskab. Indianerne troede, at de beholdt retten til at jage og fiske, men når de udøvede denne ret, blev de behandlet som lovovertrædere og anklaget i et retssystem, som var dem totalt fremmed og uforstående og ikke havde en chance for at klare sig i. De hvides tilstedeværelse medførte desuden en kulturel og social opløsning. For det meste lykkedes det i stigende grad de hvide missionærer at omvende flere og flere “hedninge” til kristendommen. Dernæst flyttede flere og flere indianere væk fra deres folk for at arbejde for de hvide, og en stor del var langsomt begyndt at vænne sig til de hvides handelsvarer. Denne afhængighed medførte økonomisk afhængighed og ofte gæld. Alt dette var med til at splitte indianerne sociale og økonomiske netværk, hvilket var yderst frustrerende for stammelederne.
Wampanoagernes høvding Massasoit efterlod ved sin død i 1661 to sønner, Wamsutta og Metacom. De virkede som betænksomme og fredelige ledere, og de hvide kaldte dem henholdsvis Alexander og Philip, som et symbolsk tegn på venskab med et snert af lefleri. Massasoit havde hjulpet puritanerne (de første nybyggere) og havde givet dem jord, råd om såning af afgrøder og endog beskyttelse mod andre stammer. Men hans sønner voksende op med en voksende uretfærdighed over for indianerne, der desuden var hårdt plaget af de hvides sygdomme, og rygtet om et oprør forstærkedes år for år.
I 1662 blev den ældste søn og leder, Wamsutta, kaldt til afhøring hos myndighederne i Duxbury, hvilket han dog håndterede uden problemer. Efter et besøg hos én af sine venner blev Wamsutta dog syg, fik høj feber og døde få dage efter under hjemrejsen. Metacom var dog klog nok til ikke at søge hævn og gjorde alt for at bekræfte farens venskabstraktat med de hvide. Men freden kom på en hård prøve i de følgende år på grund af vedholdende rygter om krig, der dog nok mere var opstået blandt Narragansetterne.
I 1671 blev Metacom, der efter Wamsuttas døde var leder, derfor på samme måde som sin bror fladt til Taunton for at blive afhørt. De hvides fremfærd var denne gang meget ufølsom og provokerende. De beordrede, at Metacom og hans følge og senere hele stammen skulle overgive alle deres skydevåben. Metacom blev rasende, og mange af krigerne nægtede at aflevere deres geværer. Metacom blev igen kaldt til afhøring hos de hvide myndigheder, denne gang i Plymouth, for at underskrive en overgivelsestraktat. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men Metacom var tålmodig og planlagde en sammenslutning af stammer i et samlet oprør mod de hvide. Han sendte løbere til de omkringboende stammer for at få dem med i oprøret, og i fire år afventede ham det rette øjeblik for at sætte angrebet ind. Metacom ville gerne have ventet længere, men i 1675 indtraf en begivenhed, der gjorde, at krigerne ikke kunne vente længere.
Den 29. januar 1675 blev en indianer ved navn John Sassamon fundet død under isen i Assawampsett Pond, 24 km fra Plymouth. Efter begravelsen fik myndighederne nys om, at han ikke døde en naturlig død. Han blev gravet op og undersøgt og man fandt ud af, at han var blevet dræbt. Grunden til myndighedernes bekymring var, at Sassamon var konvertit, opdraget som kristen og havde studeret ved Harvard Universitetet (grundlagt 1636). En kort overgang var han vendt tilbage til sin stamme, hvor han blev rådgiver for Metacom, hvorefter han dog vendte tilbage til de hvide og blev præst. Rygtet ville vide, at han havde advaret de hvide om Metacoms planer. Man antager, at indianerne dræbte ham på grund af mistanken om , at han var spion. Et indiansk vidne navngav tre indianere som drabsmændene, og de blev hængt. Metacom var rasende over dette, men han ventede. Alliancen med de andre stammer var ikke klar endnu, men de unge krigere nægtede at vente længere.
Det første angreb om den 24. juni 1675 på byen Swansea. Ni hvide døde og flere sårede. Da indianerne trak sig tilbage, satte de ild på nogle bygninger. De næste byer, der blev ramt, var Taunton, Dartmouth og Middleborough. I Boston samlede kapt. Samuel Mosley en styrke på 110 frivillige. De nåede Swansea den 26. juni. Mosley sendte en deling mod Mount Hope, der var indianernes hovedby. Delingen blev angrebet af indianere, og næste dag befandt Mosley sig fanget i en nedbrændt Swansea. Indianerne tirrede ham til at komme ud og kæmpe, hvilket han gjorde uden at blinke. Det overraskede Wampanoagerne, der flygtede. Omkring samme tid ledt en løjtnant Oakes en lille deling fra Rehoboth til Swansea. De havde en kort træfning med en gruppe krigere, inden de forsvandt ind i skoven igen.
Fra Rhode Island drog kapt. Benjamin Church ud med 36 mand. Church kendte indianerne særdeles godt og især Sakonnet-stammens droning Awaskonks, der havde advaret ham om Metacoms oprør. Til gengæld opfordrede Church hende til ikke at tilslutte sig oprøret. Selvom Church ville drage til Pocasset Neck, sendte hans overordnede ham til Mount Hope, der dog var forladt. Church drog derefter med 19 mand til Tiverton (ved Narraganset-bugten), hvor han fandt en overmagt af indianere. Church bevarede fatningen og undgik panik i geleddene. Hans mænd kæmpede bravt, men de måtte til sidst flygtede de i kanoer. Ingen af soldaterne blev ramt. Resten af styrken (17 mand) havde under kapt. Matthew Fuller en lignende oplevelse og måtte også flygte i både.
Den 19. juli 1975 blev Metacom og hans mænd fanget i Pocasset-sumpen ved Taunton-floden. Church forsøgte at sulte indianerne ud, men efter 14 dage lykkedes det Metacom og hans folk at flygte i kanoer til Connecticut-floden. Han løb ind i en gruppe Moheganere, der var de hvides allierede. Metacom mistede nogle få krigere under træfningen, indne han slap væk og drog nordpå til hans nye allierede Nipmuckerne, der allerede havde angrebet byen Mendon den 14. juli 1675. I begyndelsen af august red 20 militsfolk under kapt. Edward Hutchinson og kapt. Thomas Wheeler ud for at neutralisere Nipmuckerne.Den 2. august blev de angrebet af en samlet styrke Nimpucker og Wampanoager. Otte hvide døde, og tre var dødeligt sårede. Hutchinson blev såret og døde efter nogle dage.
newengland1 Styrken trak sig under heftige kampe tilbage til Brookfield, hvor 80 skrækslagne kolonister havde forskanset sig i garnisonsbygningen. Alle andre bygninger var brændt ned af indianerne. Indianerne forsøgte flere gange at sætte ild på huset, og under de hvides slukningsarbejde slap en kolonist væk til fods i ly af røg og forvirringen. På vej til Lancaster efter hjælp mødte han til alt held major Simon Willard med 50 kavalerister. I mellemtiden havde indianerne rullet en brændende vogn hen til garnisonsbygningen i Brookfield, som brød i brand, men en pludselig regnskyl slukkede ilden. Kort tid efter ankom Willard til byen og fordrev indianerne, der efterlod 80 døde. I den efterfølgende tid blev adskillige byer angrebet: Hadley, Northfield, Deerfield, Medfield og Wrentham. 80 mænde drog i 18 vogne til Deerfield (der var blevet forladt) for at høste de efterladte kornmarker. 700 indianere angreb dem, da de på vejen hjem stoppede for at hvile og drikke og dræbte alle kolonister på nær 7.
Den 28. september blev Northampton angrebet, den 5. oktober var det Springfields tur. Hatfield blev også angrebet. Metacom besøte i december Mohawkerne for at få dem med i oprøret, men New Yorks guvernør Sir Edmund Andros overtalte Mohawkerne til ikke at tilslutte sig, og Mohawkerne smed Metacom ud af New York. Til gengæld meldte Narragansetterne (ca. 4.000 mand) sig med høvding Canonchet i spidsen under Metacoms faner. Guvernøren i Plymouth, Josiah Winslow, kom til at stå i spidsen fro en styrke på næsten 1.000 mand, der den 19. december angreb Narragansetterne i deres bastion i det det sydlige Rhode Island.
Landsbyen blev angrebet fra to sider uden større succes. Benjamin Church vendte krigslykken ved at tvinge sig gennem palisaden fra bagsiden af lejren. Winslow forfulgte de flygtende indianere over en strækning på over 110 km, før kulden tvang dem til at stoppe. De hvide mistede 70-80 mand, og 150 blev såret. Indianerne mistede 300 krigere, dereaf 20 høvdinge, samt 300 ældre, kvinder og børn. Narragansett-stammen var knækket, men i en sidste krampetrækning samlede stammen de sidste kræfter for at angribe byen Lancaster, hvor 50 hvide blev dræbt. Men Metacom og wampanoagerne angreb fortsat by efter by, og i rent hovmod plantede de majs på de forladte marker ved Deerfield. Den 10. maj 1676 angreb kapt. Turner med en styrke fra Boston indianerne i Deerfield. Angrebet kom helt bag på indianerne, og Turner påstod, at hans mænd dræbte 300 af dem. Efter angrebet løb Turner uventet ind i en gruppe krigere, og en tredjedel af soldaterne, heriblandt Turner, blev dræbt, inden de resterende slap væk.
Den 20. juli 1676 angreb Benjamin Church Metacoms hovedkvarter, hvilket var tæt på at have stoppet krigen. Church var meget tæt på at fange Metacom, men tog dog kun hans kone og søn til fange. De blev senere solgt som slaver. Soldaterne dræbte i alt omkring 150 krigere. Hos Nipmuckerne gik det heller ikke særligt godt. Den 27. juli vendte Sagamore John sig mod den ledende krigshøvding, Mtoonas, som blev afleveret som fange i Boston. Matoonas blev bundet til et træ, og Sagamore John fik som tak æren af at skyde fangen.
newengland4 Metacom var nu meget hårdt trængt. Han havde næsten ingen tilbage, der fulgte ham. Enten var de døde, solgte som slaver eller gået over til fjenden. Da en kriger foreslog, at de skulle overgive sig, dræbte Metacom ham i et raserianfald. Krigerens bror, der blev kendt som Alderman, opsøgte straks efter Benjamin Church og tilbød at føre ham til Metacoms gemmested. Den næste dag, den 12. august 1676, blev Metacoms folk omringet i nærheden af Bridgewater, og under flugten skød Alderman Metacom. Metacom blev halshugget og parteret og kroppen efterladt for at rådne eller blive ædt af vilde dyr. Hovedet blev sendt til Plymouth og udstillet dér i samfulde 20 år. Alderman fik Metacoms højre hånd, som han gemte i en krukke med rom og fremviste den for hvide, der ville betale for at se den.
Kong Filips krig kostede 600 hvide og cirka 3000 indianere livet. Overlevende indianere blev i den efterfølgende tid indfanget og solgt som slaver til Vestindien for 30 skilling. 52 ud af 90 bebyggelser var blevet brændt ned. Resultatet af krigen blev, at Wampanoag-, Nipmuck- og Narraganset-stammerne praktisk talt blev udslettet.
Kilder:
Carl Waldman: Atlas of the North American Indian;
Richard H. Dillon: North American Indian Wars;
Angie Debo: A History of the Indians of the United States;
Bruce C. Trigger: Handbook of the North American Indian, vol. 15 “Northeast”;
Hau kola nr. 1, 1994.