af Jørgen Madsen
Når man taler om indiansk modstand mod de hvide, handler det næsten altid kun om Siouxer eller Apacher, men der fandt selvfølgelig også modstand sted over resten af Nordamerika dog i et større eller mindre omfang. I dette og kommende numre af Hau Kola vil jeg udforske nogle af disse mindre kendte indianerkrige og starter i Canada. Canadisk historie (dvs. hvid historie) inddeles i tre perioder: fransk kolonitid, britisk kolonitid og canadisk selvstændighed. Under alle tre perioder var der kun få sammenstød mellem indianere og hvide, især sammenlignet med begivenhederne syd for grænsen i USA. De canadiske indianeres historie var den samme som i USA med sygdomme, alkohol, landafståelser og reservater, men uden de mange blodige krigshandlinger.
Fransk kolonitid
Årsagen til dette var, at franskmændene under den fransk kolonitid var langt færre i antal end englænderne i deres kolonier længere sydpå. Franskmændene var desuden mere interesserede i pelsværk og handel med indianerne end i land og var således meget afhængige af at stå på god fod med indianerne. Det gjorde de bla. ved at tillægge sig en indiansk livsstil og ved at gifte sig med indianerkvinder. Et resultat af denne praksis er det store antal Métis, halvblodsindianere, i Canada samt f.eks. de mange franske efternavne på reservater såsom Rosebud i South Dakota. De eneste indianere, der rigtigt gjorde modstand mod franskmændene, var de hollandsk/engelsk-venlige Irokesere.
En vigtig undtagelse fra dette generelt fredelige forhold fandt sted på Newfoundland-øen, hvor Beothukstammen boede. Newfoundland var et af de første steder i Amerika, hvor bla. franske, engelske og skotske fiskere ankrede op på deres fisketogter til den nye verden. Beothukerne var også de første indianere, der blev kaldt ‘rødhuder”. Men Beothukerne forstod ikke helt det dér med privat ejendomsret, og de stjal en del redskaber osv. fra fiskerne, der som modtræk lancerede straffe-ekspeditioner.
Franskmændene udsatte derudover en dusør på Beothuk-skalpe og forsynede en anden stamme fra det nærliggende Nova Scotia, Micmacerne, med geværer, hvilket yderligere reducerede antallet af Beothuker, der også blev jaget af de hvide, ofte blot for sportens skyld. I midten af det 18. århundrede var der kun få Beothuker tilbage, og endelig i 1829 døde den sidste, Nancy Shawanahdit, en begivenhed, der minder meget om dengang den sidste indfødte tasmaner, Truganini, døde i 1876. Som følge heraf har man i dag kun meget sparsomme oplysninger om Beothuk-stammen.
Britisk kolonitid
Ved underskrivelsen af Freden i Paris i 1763, der afsluttede 70 års kolonikrig mellem Frankrig og Storbritannien, overtog Storbritannien alle Frankrigs besiddelser i Nordamerika. Men det medførte ingen større ændringer i forholdet mellem hvide og indianere. Freden fortsatte med få undtagelser i form af uroligheder i forbindelse med opstande, såsom dem, der blev arrangeret af ledere som Pontiac og Tecumseh i USA.
Hovedinteressen for de hvide var stadig at handle og købe pelsværk fra indianerne, hvilket blev varetaget af de to handelskompagnier Hudson Bay og North West. Årsagen til den relative rolige stemning skal stadig findes i det meget lave antal hvide, der dog efter englændernes overtagelse begyndte at tage til, og nybyggerne begyndte langsomt at brede sig vestpå, hvilket også fortsatte efter canadisk selvstyre i 1867. Det beredne canadiske politi fra 1873 flingerede som en slags fredsbevarende styrke, der med en kombination af forhandlinger og sabelraslen formåede at holde parterne adskilt. Men en afgørende faktor var imidlertid, at man i Canada sørgede for at forhandle traktater og afstikke reservater til indianerne, inden nybyggerne nåede frem til områderne.
Halvblodsindianerne
De største “indianerproblemer”, Canada skulle komme ud for, skyldtes de såkaldte Métis, eller halvblodsindianere, der først og fremmest var en blanding af franskmænd og Cree-indianere og i mindre omfang andre stammer og skotter. Disse Métis bosatte sig ved Redfloden syd for Winnipeg-søen i Manitoba og rykkede senere vestpå til området omkring Saskatchewan-floden i Alberta og Saskatchewan. Første gang, de rørte på sig, var i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med den såkaldte Selkirk episode.
Hudson Bay-kompagniet gav i 1811 jarlen af Selkirk lov til at bosætte sig ved Red-floden i det sydlige Manitoba med sine skotske bønder, der ankom i sommeren 1812. På grund af frygt for knaphed på føde udstedte guvernøren Miles MacDonnell to forordninger: indianerne skulle sælge deres ekstra pemmikan til skotterne og måtte desuden ikke jage bisoner til hest. Métiserne ignorerede dette, og stemningen forværredes.
Episoden blev forstærket af rivaliseringen mellem Hudson Bay- og North West-kompagnierne, der forsynede henholdsvis indianerne og skotterne med geværer. I 1816 sendte Manitobas nye guvernør, Robert Semple, en 26-mand stor milits ud mod en bevæbnet grupper Métis, der dog dræbte 23 af de 26 militsfolk. Trods den efterfølgende Selkirk-traktat fra 1817 lurede spændingerne lige under overfladen indtil 1836, hvor området, der for størstedelens vedkommende var blevet forladt af nybyggerne, blev givet tilbage til Hudson Bay-kompagniet, der i øvrigt havde opkøbt North West-kompagniet i 1821.
I 1849 indførte Hudson Bay-kompagniet strenge handelsrestriktioner over for Métiserne, der således ikke længere måtte handle med amerikanerne syd for grænsen. Men idet Métiserne i stort omfang levede af at handle i St. Paul i Minnesota, nægtede de at rette sig derefter, hvilket førte til det såkaldte “domstolsoprør” eller Courthouse Rebellion.
Da Métisen Guillaume Sayer blev anklaget for at smugle varer over grænsen, mødte 300 bevæbnede Métis op under ledelse af Louis Riel i Fort Garry (nu Winnipeg). Under trusler om vold dømte den svedige jury Sayer skyldig, men anbefalede en løsladelse. I de næste 20 år handlede Métiserne uden hindringer i St. Paul, og man regner med at alene i 1867 ankom der Métiser med mere end 2000 oksetrukne karavaner til St. Paul.
I 1867 fik Canada sin selvstændighed fra England. Canada bestod på det tids-punkt af to mindre stater, New Brunswick og Nova Scotja, samt to store: Quebec og Ontario. Som i USA rettede man med ca. 60 års ‘forsinkelse” blikket vestpå og købte i 1869 det såkaldte Rupert’s Land, dvs. hele området vest og nord for Ontario. Snart efter begyndte nybyggere at strømme ind i Red River-området syd for Winnipeg-søen, deriblandt de såkaldte Canada Firsters under en Dr. Schultz. Der blev desuden sendt landmålere ud for at afmåle området i firkanter på 800 acres, hvilket dog greb yderst forstyrrende ind i Métisernes levemåde. De havde nemlig et system, der inddelte jorden efter flodernes løb, således at alle fik lige god (og dårlig) jord.
Det første Riel-oprør
Denne forstyrrende indgriben fandt Métiserne sig ikke i. Sønnen af den Louis Riel, der i 1849 spillede en central rolle i domstolsoprøret (se forrige nr. af Hau Kola), organiserede sammen med 16 andre Métiser Comite National des Métises (Métisernes nationalkomite). Sønnen hed også Louis Riel og havde en skoleuddannelse i Montreal. Manitobas guvernør, McDougall, var taget fra Ottawa og nærmede sig Red River-området via Minnesota med sit følge med en bagage på 300 geværer, der skulle bevæbne en milits, men Riel sendte 40 bevæbnede krigere ned for at spærre dem vejen, hvorefter de måtte vende tilbage til Minnesota. Samtidigt indtog Riel og 400 Métiser Fort Garry uden blodsudgydelser.
I november præsenterede Riel regeringen for en liste over rettigheder, der omfattede retten til jord, taleret i parlamentet, medbestemmelse i sager angående Red River-området samt sprog-og religionsfrihed. Canadas første premierminister, Mac-donald, vidste, at en militæraktion kunne blive lang og dyr, idet Métiserne talte i alt 6000 fransktalende og 4000 engelsktalende, hvoraf de sidste dog ikke støttede Riel til fulde. Macdonald trak tiden ud, men i december fik guvernøren MacDougall besked på at bevæbne en 300-mands milits for at banke Métiserne på plads. Militsen fik hjælp af en civilmilits bestående af Canada Firsters under Dr. Schultz samt en gruppe Saulteaux-indianere, der havde fået lovning på nogle geværer.
Militsen, der dog kun kom til at tælle 60 mand, nåede imidlertid kun at indtage en forladt forpost, hvorefter den returnerede til Minnesota. Civilmilitsen nåede til Fort Uarry, hvor den måtte overgive sig til en overlegen Métis-hær på 200 mand og en kanon. Overfor valget mellem massiv militær indgriben eller forsoning valgte Mac-donald forsoning og sendte en repræsentant fra Hudson Bay-kompagniet for at forhandle med Métiserne, der efterfølgende organiserede en repræsentativ regering og valgte den 25-årige Riel som præsident, der i forsoningens ånd løslod alle fanger. Nogle medlemmer af Canada Firsters samledes syd for Fort Garry for at starte et oprør mod Métiserne, men de blev blot atter taget til fange. En ilter irlænder ved navn Thomas Scott overfaldt en vagt og truede med at dræbe Riel, der dog for at berolige gemytterne valgte at mødes med Scott.
Mødet var imidlertid en fiasko, hvor Scott angiveligt enten verbalt eller korporligt overfaldt Riel, hvorefter Scott blev anklaget for at være en trussel mod staten og dømt til døden. Riel, der selv støttede dommen, håbede at vinde det øvrige Canadas respekt for Métisernes autoritet og selvbestemmelse. Historisk viste dette sig dog at være en forkert disposition. Den offentlige mening vendte sig hurtigt mod Riel og Méfiserne, mens Scott blev en martyr og symbolet på Métisernes ondskab og uretfærdigheder. Det endte med, at Riel måtte opgive sit embede og frygte over hals og hoved blot for at redde livet. I løbet af de næste år bosatte flere og flere hvide nybyggere sig i Red River-området, mens Métiserne var ude på jagt. Til sidst måtte Métiserne give efter for det stigende pres og flyttede som følge deraf til området omkring Saskatchewan-floden i det nuværende Saskatchewan.
Historien gentages på prærien
I løbet af 1870erne forværredes forholdet mellem hvide og indianere på den canadiske prærie. Indianerne følte sig under stigende pres fra de hvide: al-koholen satte allerede sine tydelige spor, en mæslinge-epidemi i 1869-70 dræbte 2000 sortfødder, sarsier og prærie-creer, bisonfiokkene svandt hurtigt hen og forsvandt helt i 1879, og der var udbredt hungersnød blandt indianerne, hvilket yderligere forstærkedes af de mange siouxer, som Sitting Bull havde ført til Canada efter sejren ved Little Big Horn i 1876.
Dette medførte flere mindre konfrontationer mellem indianere og hvide. Kulminationen blev den såkaldte Cypress Hills-massakre i 1873, hvor en flok hvide, der ville hævne røveriet af nogle heste, angreb en Assiniboine-lejr og dræbte 30. Som en direkte konsekvens oprettede regeringen i 1873 den beredne canadiske politi, der skulle forhindre fremtidige konfrontationer. For at forgribe begivenhedernes gang indgik man syv traktater med indianerne om afståelse af kæmpestore landområder, men som så ofte før forstod indianerne ikke de juridiske konsekvenser af traktaterne, som de mente blot drejede sig om brugsretten til jorden.
Den transcanadiske jernbane, der var under opførelse i disse år, var desuden med til at øge strømmen af hvide til det sydlige Canada. Men da regeringen atter sendte landmålere ud for at måle jorden op i firkantede parceller, blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over for Métiserne. De organiserede en opstand og sendte i 1884 bud efter Louis Riel, der i mellemtiden havde bosat sig i Montana, til at komme og lede opstanden, idet der var behov for en stærk leder. Riel indviUede, og hans højre hånd og militære leder for oprøret var bøffeljægeren og skarpskytten Gabriel Dumont.
Det andet Riel-oprør
Det startede med sabotage af telegraflinjer, besættelse af regeringsbutikker og gidseltagninger. Det beredne politi fik et ultimatum, men valgte at gå til modangreb d. 26. marts 1885 – slaget ved Duck Lake, som indianerne dog trak sig sejrrigt ud af. Riel sendte bud til andre indianerstammer og bad dem tilslutte sig oprøret, men de fleste frygtede konsekvenserne, og kun to meldte sig: cree-høvdingene Poundmaker og Big Bear. Poundmaker angreb med 200 kriger byen Battleford, der var belejret i tre dage, og i april angreb Big Bear ligeledes med 200 krigere byen Frog Lake ved North Saskatchewan-floden.
Rystet over det skete sendte regeringen en styrke på 8000 soldater vestpå med den nye jernbane. En gruppe kom i kamp mod Dumonts krigere ved Fish Creek, hvor indianerne igen sejrede. Samtidigt nåede en bataljon Battleford, hvor Poundmakers modangreb i første omgang tvang soldaterne til retræte, men til sidst måtte indianerne dog bøje sig for overmagten.
Den sidste grupper soldater angreb indianerne nær byen Batouche, hvor et baghold igen tvang soldaterne til at trække sig tilbage og forskanse sig. Efter tre dages stilstand og spredt skyderi, hvilket efterhånden udtømte indianernes ammunition, løb soldaterne storm-løb på indianernes stillinger, som trods hårdnakket modstand til sidst faldt. Big Bears krigere holdt ud lidt længere. Med hjælp fra Assiniboine-spejdere sporede soldaterne hans gruppe i maj og angreb dem ved Frenchman’s Butte. Indianerne formåede at flygte nordpå, men blev indhentet ved Loon Lake, hvor det kom til en kort, heftig træfning. Indianerne flygtede atter ud i sumpområderne, men måtte efterhånden overgive sig, Big Bear som den sidste d. 2. juli 1885.
Big Bear og Poundmaker blev begge taget til fange og blev efter to år løsladt, hvorefter de dog begge døde ret hurtigt. Dumont tog til USA og rejste rundt og optrådte med Buffalo Bills Wild West Show. Riel blev dømt til døden for drabet på Thomas Scott 15 år før og for ulovligheder begået mod staten. Dommen blev eksekveret d. 16. november 1885, hvilket definitivt markerede afslutningen på de canadiske indianerkrige.
Kilder
Carl Waldman: Atlas og the North American Indian,
Bruce G. Trigger (edit.): Handbook of the North American Indians, vol. 15: Northeast.