Dansk-indiansk Forenings historie

af Knud Rygaard

I anledning af foreningens 10års jubilæum har Knud Rygård skrevet nogle indtryk ned fra de mange aktiviteter, som har foregået i og omkring foreningen.

I sommeren 1985 var vi nogle stykker, som på en englandstur fik kontakt med en gruppe indianer-interesserede englændere, ‘Black Crow Dancers’, som i mange år havde optrådt som formidlere af indiansk kultur med opvisning af traditionel dans og sang. Deres leder var Kim Oakeshott, en englænder med en livslang interesse for nordamerikanske indianere. Han var den, der havde startet ‘Black Crow Dancers’ i begyndelsen af l960erne.

Gennem en årrække havde gruppen haft forbindelse med Sioux-indianere i North – og South Dakota og havde selv været på besøg på flere reservater i Midtvesten. Vi fandt, at det, de havde at byde på, var så spændende, at andre herhjemme ville være interesserede i at møde dem. Vi inviterede dem derfor til Danmark for at holde en workshop-weekend i august 1985 og igen i foråret 1986. De foreslog så selv, om det ikke var en idé at få nogle af de indianere, de kendte, til at komme herover og selv fortælle om deres kultur og traditioner.

Efteråret 1986 holdt vi et kursus, hvor tre sioux-indianere fra Rosebud Reservatet kom herover. De havde alle tre tilknytning til Sinte Gleska College, en ledende institution inden for indiansk undervisning, oprettet og drevet af Sioux-indianerne på Rosebud Reservatet. Dette undervisningssted (som nu har fået status af universitet) har et af de bedste programmer i USA for undervisning i indiansk kultur.

Dets idé er den, at undervisning for indianere skal være to-kulturel, dvs. omfatte både moderne fag og deres eget sprog, historie, filosofi og traditioner. Disse emner blev der før 1970 ikke undervist i på reservater i USA. Bag oprettelsen af Sinte Gleska College lå den bølge af ny indiansk selvbevidsthed og ønske om selvbestemmelse og kulturel genreisning, der fik sine første dramatiske udtryk ved Wounded Knee belejringen i 1973, men som gennem institutioner som Sinte Gleska University, Oglala Lakota College på Pine Ridge og ca. 29 andre tilsvarende colleges i eller ved reservater i USA og Canada har fået langt mere omfattende og varige virkninger.

Der nu er en hel generation af indianere, der har fået uddannelse på deres egen kulturs betingelser i deres hjemlige omgivelser, og som ved, hvordan det hvide samfund fungerer – en generation der ikke har skullet opgive deres indianske identitet for at finde et ståsted og lære at fungere i det moderne samfund. Især har det betydning, at der i denne proces er uddannet et stort antal indianske skolelærere, der underviser på skolerne på reservaterne.

Indianernes rolle som tabergruppe i det amerikanske samfund har førhen været funderet netop i skolerne, hvor børnene fra 1. klasse skulle undervises af mennesker der hverken forstod deres sprog og kultur. I pressen har man mest hørt om American Indian Movement og dens efterdønninger, men den er kun en del af en større udviklingsproces, som man så at sige aldrig har lejlighed til at læse om herhjemme. De tre gæstelærere viste sig hver på sin måde at være kvalificerede repræsentanter for deres kultur. Albert White Hat havde i mange år undervist i indiansk kultur på Sinte Gleska College og havde været med til at oprette colleget. Han havde også undervist i indiansk kultur på hvide uddannelsessteder. Han var således vant til at give sin viden videre til et hvidt publikum. Norbert Running er medicinmand eller traditionel åndelig leder, som indianerne foretrækker at kalde det – og havde været samlingspunkt i genoplivelsen og legaliseringen af de traditionelle ceremonier på Rosebud-reservatet siden starten af l97Oerne. Gilford Running, hans søn og assistent, var dengang studerende på Sinte Gleska College.

Det viste sig meget heldigt for os at få kontakt med netop disse personer. Gennem dem fik vi et førstehåndsindtryk af, hvad det vil sige at være indianer i dagens USA og leve med sin traditionelle kultur, og samtidig tage del i den moderne samfundsudvikling. Vi fik også et meget direkte indtryk af problemerne på reservaterne – hvorfor der er så stor fattigdom, alkoholisme, arbejdsløshed osv.

Kurset efteråret 1986 blev holdt ved Sondrup nær Horsens og var en stor oplevelse for alle involverede – de indianske gæstelærer, Black Crow Dancers, der var komme over fra England for at hjælpe med på kurset.

Sommeren 1987 arrangerede vi efter et større PR-arbejde et nyt kursus der blev holdt på en spejderlejr med et stort naturterræn, som vi havde helt for os selv. Denne gang var der seks indianske gæstelærere. Køkken og toiletter var beregnet til 40 kursister, og der var over 150 personer med i alt! Men takket være en heroisk indsats fra køkkenholdet og diverse frivillige ‘praktiske grise’ lykkedes det at få det hele til at fungere. Lederen af Herning Kongres-center, Christian Steendahl, var så venlig at stille centerets store sal til rådighed for en gæsteoptræden, hvor indianerne holdt foredrag og sammen med Black Crows gav opvisning af sang og dans.

Albert White Hat og Norbert Running inviterede hvem der måtte være interesserede til at komme over til den soldans, de holdt senere på sommeren, og der var en 10-12 af os, der havde mulighed for at tage afsted og kom på en spændende og begivenhedsrig tur både til Rosebud Reservatet og de nordvestlige præriestater. Det følgende efterår forsøgte vi så godt vi kunne at dele vore oplevelser derovrefra via lysbilledforedrag, som blev holdt forskellige steder i landet. Sommeren 1988 blev der holdt et tilsvarende kursus, denne gang i Gjerrild ved Grenå.

I sommeren 1989 holdt vi kursus på Højbjerglejren på Hindsholm, den nordøstligste del af Fyn. Palle Christiansen fra Odense var nu gået ind som praktisk arrangør for lejren, en rolle, som han har haft siden da. Han havde fundet dette meget velegnede sted, hvor vi for første gang prøvede at holde et kursus uden indianske gæstelærere og kun med vores venner fra ‘Black Crows’ til at hjælpe os. Det gik faktisk over forventning. Albert havde allerede efter 2. besøg forklaret os, at vi nu vidste nok om tingene til selv at holde lejr med svedehytter og workshops, men vi havde ikke rigtigt haft mod til det. Men lejren gik fint, og selv om den var anderledes end de foregående, var der alligevel en god stemning, og deltagerne drog glade derfra. Sommeren 1990 holdt vi kursus på Houens Odde ved Kolding Fjord, denne gang med ALbert White Hat, Doris Leader Charge og hendes mand Fred, og Sandra Black Bear White, samt ca. 12 Black Crows. Dette år kom der også kursister fra Belgien og Tyskland til lejren.

Da interessen for sang og dans efterhånden kom mere i forgrunden på sommerlejrene, fik vi i 1991 inviteret Sandra Black Bear og hendes bror Ben til at komme herover. De er ud af en af de stærke traditionelle familier på Rosebud-reservatet. Deres far, Ben Black Bear, havde været en drivkraft i bevarelsen og genoplivelsen af traditionerne omkring sang og dans. Begge deres forældre var opdraget på gammeldags vis og havde næsten ingen skolegang haft, og derfor var børnene opdraget på sioux-sproget og vokset op med traditionelle værdier, som gik tilbage til tiden før reservaterne blev dannet.

Ben havde været med til at starte Sinte Gleska College, og Sandra og hendes mand havde videreført sang- og trommegruppen ‘Ironwood Singers’, som gik flere generationer tilbage i familien. Sandra havde meget at fortælle om kvindesiden af kulturen, som vi ellers ikke havde hørt så meget om. Sandra og Ben kom herover igen de følgende år, hver gang på Højbjerglejren på Langø med Palle som praktisk lejrleder.

Sommeren 1995 prøvede vi for første gang at holde lejr hovedsagelig med ‘danske’ kræfter. Vi havde nu gennem næsten ti år brugt en meget stor del af vores fritid på hver vinter at gøre det omfattende forarbejde, som var nødvendigt for at skaffe deltagere og sørge for de rette rammer for sommerlejre med indianske gæstelærere fra USA. Og nu fandt vi, at det var tiden til at finde en mere overkommelig løsning, som både kunne være fungere som samling for dem, der havde været på lejr før, og som introduktion for interesserede udefra.

Fra i år er sommerlejren gået over i privat regi, dvs. at det er foreningens medlemmer, der på eget initiativ står for den. Denne side af foreningen – nemlig de aktiviteter som dens medlemmer afholder på eget initiativ – har fra starten været en væsentlig ting. Tanken med foreningen er jo at sørge for rammer, hvor der er mulighed for indbyrdes kontakt og deraf følgende aktiviteter, der er med til at formidle kendskabet til indiansk kultur. I de forløbne år er der på den måde opstået et miljø af mennesker, der har en varig interesse i nordamerikansk indiansk kultur, som er fordelt over hele landet.

Sideløbende med kurserne kom der allerede i 1987 gang i forskellige aktiviteter og aktivitetsgrupper. Den mest opfattende var oprettelsen af foreningen og udgivelsen af det første Hau Kola. Foreningen blev oprettet i 1986, og Hau Kola blev startet efter sommerkurset i 1987. Det var Kris Søgård, som med sin talent for layout og tekstopsætning påtog sig at starte bladet og stå som redaktør for det. Bladet havde i første omgang til formål at holde forbindelsen vedlige blandt dem, der havde været med på kurserne. Det fungerede samtidig som kontakt mellem de grupper, der var startet på at lære indiansk sang og dans og var interesseret i indiansk kultur i almindelighed.

Der kom hurtigt en sang- og dansegruppe i Århus og en i København, og efterhånden som de blev bedre, begyndte de at tage imod invitationer til at tage ud og give opvisninger på skoler og for forskellige grupper. Aktiviteterne omkring dans og sang har ført til en tradition for afholdelse af powwows, dvs. indianske dansefester, i Danmark. Der er tradition for at holde en powwow i Århus i løbet af efteråret, og én i København i foråret. Desuden er der som regel nogle, der tager til England for at være med på den årlige Cheltenham Powwow i februar, hvor nogle af de englændere, der har været i Danmark, er ‘værtstromme’.

En anden resurce i miljøet omkring foreningen er de efterhånden ikke så få, der har været i USA og besøgt indianerreservater. Der er på dén måde knyttet mange gode venskaber, der har været med til at tilføre liv og inspiration til de hjemlige aktiviteter, dels sang og dans, dels afholdelse af svedehytter..