Camp Justice

af Grete Garcia og Sven Pedersen

Hvordan er det at stirre ind i løbet på ca. 25 skarpladte seksløbere? Et noget mærkeligt spørgsmål vil de fleste nok sige. Jeg har gennem tiderne deltaget i mange demonstrationer: Mod nedskæringer på det sociale område, 1.maj, mod atom­våben og -prøve­sprængninger, mod nazister osv. Og iblandt har der været delt øretæver og endda tåregas ud fra ordens­magtens side, men aldrig har jeg været involveret i noget med trusler om anvendelse af skydevåben. Men det prøvede jeg altså på Pine Ridge reservatet i South Dakota sidste år.

Baggrunden for Camp Justice

Og jeg var ikke den eneste dansker. Sammen med Grete Garcia og Svend Mejer havde jeg nogle dage forinden besøgt Wounded Knee. Der fortalte en ung indianer os om Camp Justice. Vi besøgte lejren og blev budt hjerteligt velkomne. Også til at overnatte. Der blev beredvilligt svaret på vore mange spørgsmål. Og baggrunden for oprettelsen af lejren er:

Den 10. juni, det var et par måneder forinden, havde man meget nær grænsen til Nebraska fundet ligene af et par unge indianere: Ron Hard Heart og Wallace Black Elk. De var blevet pryglet ihjel og smidt i en grøft.

Umiddelbart lige syd for grænsen, i Nebraska, ligger den lille by White Clay. By er måske så meget sagt, men på et område, der dækker et par hektar land, ligger nogle få huse. På ‘navneskiltet’ , som står udenfor alle amerikanske byer, står der også altid et tal, altså antallet af indbyggere. I dette tilfælde 22. Men på dette skilt står der også ‘Unincorporated’. Det dækker bl.a. over, at der ingen officielle myndigheder findes i den lille ‘by’.

Området, der i sin tid var en del af Pine Ridge Indianerreservatet, men lå i Nebraska, blev trods indianernes protester på et tidspunkt indlemmet i denne stat af den daværende guvernør.

Tallet 22 viser, at her ikke er tale om nogen storby, men ikke desto mindre er der 4 spiritusudsalgssteder, og de ligger ganske få meter fra grænsen i ordets egentlige forstand. For at det ikke skal være løgn, er det næste hus i klyngen af bygninger en pantelåner.

Da det er forbudt at handle med og også indføre alkohol på reservatet, kan enhver se, hvad der ligger af muligheder for problemer. Samtidig kan vi konstatere, at vi befinder os på et reservat med kompakte sociale og dermed også diverse misbrugs­problemer. Arbejdsløshedsprocenten ligger meget nær 90.

Ingen hjælp fra myndighederne

Der har fra indianernes side været kraftige protester mod White Clay (nævnt i et tidligere nr. af HAU KOLA). Når nu modsætningerne havde til ført mord på flere indianere, og FBI, som mord høre ind under, ikke kunne/ville gøre noget ved sagen, følte nogle, at nu måtte der ske noget. Man ville ikke længere finde sig i tingenes tilstand. Oprettelsen af lejren. Man oprettede en lejr lige ved grænsen, hvor man fandt de to dræbte, og kaldte den Camp Justice. Den skulle være stedet, hvorfra man tog kampen op for dels at presse FBI til at gøre noget effektivt for at opklare mordene, dels at få området tilbage til reservatet og derved få lukket spiritusudsalgene i White Clay, (dette er meget besværligt, da det kræver, at man kan finde en dommer, der vil påtage sig at rejse sagen og en advokat, der vil føre den) og desuden skaffer midler til at betale sagsomkostningerne.

En af initiativtagerne fortalte os, at det er et ønske at få indrettet sociale institutioner i de bygninger, der nu rummer spiritusbutikkerne.

Vagtværn og demonstrationer

Desuden har man i Camp Justice oprettet et vagtværn, der hver nat, når barerne lukker, tager sig af de indianere, der er for berusede til at klare sig selv. De bliver bragt tilbage til Camp Justice, får et sted at sove, morgenmad og bliver kørt tilbage til Pine Ridge by. Dette for at forsøge at forhindre flere mord, da disse ofte finder sted, når indianerne, halvt bevidstløse af druk og derfor forsvarsløse, bliver smidt ud af barerne ved lukketid.

Dette demonstrerer man for hver lørdag og har gjort lige siden oprettelsen af Camp Justice. Den lørdag, Grete og jeg var i området, bad vi om lov til at deltage og blev budt hjerteligt velkomne.

Demonstrationen

Og så gik vi. Ca. 200 mennesker. Hele vejen i fuld bredde blev taget i brug. Her var gamle mennesker, mange kun gående ved hjælp af stok , unge forældrepar med deres små børn i klapvogne, mange familie­medlemmer til de 2 dræbte unge mænd. Afstanden fra Pine Ridge by til White Clay er godt 2 miles. Vi stoppede op fire gange undervejs, og hver gang blev der holdt en kort andagt, bl.a. ved Camp Justice og dermed stedet hvor ligene af de 2 unge mænd var blevet fundet. Det var en meget stærk oplevelse. Vi blev ledsaget af flere politibiler plus en ambulance, og hele tiden under vandringen kredsede et lille fly over os.

Da vi havde overskredet grænsen og befandt os i White Clay, blev vi modtaget af ikke mindre end 11 politibiler fra Nebraskas politi. Flere unge indianere fortsatte hen til dem og begyndte højrøstede at slå og sparke på vognene. Som på tælling trak politifolkene deres pistoler, og de så bange ud. Min første indskydelse var, at det var ærgerligt for min lille datter derhjemme. Hele situationen var uvirkelig. Spændingen opløstes dog ret hurtigt, da ældre folk fik de unge stoppet. Men der gik situationens alvor rigtig op for os, og den blev yderligere understreget, da en ung indianer kom op til os og varmt takkede os, fordi vi deltog i demonstrationen med vores liv som indsats.

Nu blev området erklæret for besat, der blev stillet borde op og hentet mad i lejren til os alle.

Næste spændende spørgsmål var nu: Ville vi blive jaget bort af de nationalgardister, der opholdt sig i et par busser udenfor synsvidde. (Det havde de gjort ved tidligere demonstrationer). Det skete ikke, og hele aktionen, der varede et par timer og blev filmet af politiet fra taget af en af bygningerne, forløb ganske fredeligt.

Det var en eftermiddag, vi nok aldrig glemmer.

Hjælp til lejren

I spidsen for kampen fra Camp Justice står Tom Poor Bear, en bror til en af de dræbte og medlem af AIM. Tom er en ualmindelig sympatisk mand, der er fast besluttet på, at denne del af indianernes kamp mod uretfærdig skal føres til ende. Vi fik en god snak med ham den sidste dag, vi opholdt os i lejren.

Vi har fulgt sagen over internettet lige siden, og kampen fra Camp Justice fortsætter. På årsdagen den 10. juni holdt man en minde­højtidelighed over Ron Hard Heart og Wallace Black Elk. Dette skete bl.a. ved en ‘Give away’.

Lejren drives udelukkende af frivillige og for indsamlede midler, så derfor anmoder man sympatisører om at sende et bidrag, og intet beløb er for lille, som de skriver. Grete og jeg tjente for nylig hver, hvad der svarer til 100 $ ved et ‘indianer­arrangement’, og dem har vi så besluttet at sende.

Stor hilsen og Ho Ka Hey fra Grete Garcia og Sven Pedersen.

Ps. Og i dette ligger der naturligvis en opfordring til andre om også at sende en skærv. Vi hjælper selvfølgelig gerne med yderligere info og adresser.

Mere info om Camp Justice

Du kan finde oplysninger på Camp Justice’s hjemmeside:
www.aics.org/justice/camp.html